En lang testtur

I dag skulle det være. Den rigtig lange tur, som ligesom skulle vise mig selv, om det der marathonprojekt er en totalt dødssejler. Eller om jeg alligevel har fået opbygget en lille bitte smule overskud i de der ben. Så jeg stod op i det smukkeste solskin og spiste et solidt morgenmåltid. Jeg er sådan et rugbrødsmenneske om morgenen. Og altid glubende sulten. Morgen maden skulle have tid til at bundfælde sig ordentligt, og klokken 11.30 satte jeg afsted.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for en sikker rute, hvor jeg ikke kom i tvivl om afstanden – eller pludselig kunne miste orienteringen. Jeg ved, hvor langt jeg har på arbejde, så afsted gik det langs Kongevejen i strålende solskin og let modvind. Eller faktisk har jeg målinger, der svinger med to kilometer, men det skulle nu ikke bringe mig ud af fatning. Fantastisk dag. Jeg startede ud i adstadigt tempo og arbejdede mig fremad forbi de kendte tjekpoints undervejs. Jeg får tænkt så godt under de lange ture, men mere om det i andet blogindlæg.

Jeg drejede til højre ad Overdrevsvejen i Hillerød og drejede ind i St Dyrehave ved det lille skovløberhus, hvor vores træningsture med jobbet altid starter. Skoven duftede, og fuglene kvidrede. Og min plan om hurtigt at finde ud på Kongevejen igen blev sat i skammekrogen. For pokker da. Jeg er jo ret voksen og guider folk rundt i nogle ødemarker ude i verden. Så det kan jo ikke passe, at man ikke kan orientere sig i en stump skov, vel? Så jeg fortsatte. Jeg har jo luret efterhånden, at vejen ligeud fører til Kirkelte og indgangen til Tokkekøb Hegn. Forbi små skovkær og anemoner i solide væg-til-væg tæpper. Små røde egern, der pilede op og ned ad træstammer. I Kirkelte var folk trukket udenfor. Flere sad og nød en kold øl og hilste pænt, da jeg prustede forbi.

I Tokkekøb Hegn havde jeg endelig regnet den ud. Endelig lykkedes det mig at løbe gennem skoven uden svinkeærinder og finde den rigtige vej i første hug. Heldigt nok, for 30 km er fucking langt. Tokkekøb Hegn har anderledes brede stier end St Dyrehave. Der er sådan lidt boulevard over det. Her spadserede flere mennesker lørdagstur, og jeg tordnede forbi fyldt med overskud i kroppen. Krydsede Stumpedyssevej (lyder det ikke lidt sødt?), fandt ind på en skovsti igen og løb gennem skoven, til jeg i overlegen stil dumpede ud på Kongevejen lige før Allerød krydset. Hold kæft, hvor var jeg bare lidt stolt af mig selv.

Så var det bare hjemad ad cykelstien. Fin stil, masser af overskud. Indtil tre km før hjem. Pludselig fik jeg kvalme. Adr. Stoppede op for at få maven i ro. Må have set lidt lidende ud, for en fyr stoppede sin bil, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg var skadet? Skal du have et lift? For pokker hvor var det sødt gjort. Men jeg skulle bare have maven i ro. Så jeg smilede og sagde, at jeg var helt okay. Og blev lidt varm over, at sådan noget gentleman eksisterer, selv i Birkerød.

Men kvalmen havde alligevel pillet min forestilling om overskud ud af benene. Så jeg krabbede mig det sidste stykke hjem gennem skoven og nåede ganske lettet min gadedør. Det var langt. Og ikke så fedt til sidst. Men så var det heller ikke værre. Og tiden? Tja, jeg havde da holdt mig under 6 m/km selv med min nedsmeltning på de sidste tre kilometer. Det var en lidt positiv overraskelse. Og benene? De havde faktisk så fint, at jeg senere på dagen sagtens kunne cykle de 22 km til fest i København – og hjem igen ud på natten.

One thought on “En lang testtur

  1. Pingback: Lørdagstur med Løbelilly | Bekendelser og forbandelser fra en løbeheks

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s