Sådan en mandag kan være særlig. Også selvom den kunne se helt almindelig ud. Mandage kan være fulde af overraskelser. Måske hænger det sammen med, at forventninger til mandage kan ligge på et meget lille sted.
Men denne mandag startede med en længe ventet øvelse. I dag trykkede jeg på sendknappen og spyede den endelige, helt færdige projektrapport fra det store dræberprojekt af sted i cyberspace. Det kastede omgående skuldrene tilbage i skulderhøjde og lukkede luften ud af lungespidserne. Godt så. Tjek der.
Så blev der plads til andet i min let krøllede hjerne. Som vist er i en slags blog-hi. Eller dvale. Der er grænser for, hvor meget spændende jeg kan berette om flyttekasser. De skal jo bare fyldes, og det er jævnt kedeligt. Giver bare blå mærker på armene og et stærkt behov for klaring af logistikken. Og hyggen i min lune stue er til at overse. På en skala fra én til ti, hvor inspirerende er det så at sidde i en sofa mellem 15 hvide kasser? Hvor der står ADAM?
Det kan inspirere til livtag med en af mine mere seriøse fortrængninger. Et brev, der har ligget på hylden under sofabordet i mere end en måned. Om det der NemID. Seriøst! Jeg har bare ladet som om, det ikke eksisterede. Som om jeg var en struds eller noget. Jeg har også mest muligt undgået at logge mig på netbank. Fordi der hele tiden poppede noget op om NemID. Som jeg ikke gad forholde mig til. På den anden side har selv min mor formået at tage det i brug. Og så var det jo ikke svært, vel? Men jeg tipper det dårlige vilkår i mine hænder. Hvor gemmer man det kort med nøglekoder? Så man ikke glemmer, hvor det er? Og så det ikke lige ligger sammen med alt det andet i min pung? Det kort får det svært. Jeg savner allerede mit gamle log-in.
Men ellers har jeg holdt fri fra flyttekasser og projekter af den ene og den anden slags hele eftermiddagen. For bare at sidde og drikke kaffe og vin sammen med en gammel veninde, mens vi kiggede ud på Sortedamsøen. Det er nemlig det, man kan, når man har afleveret dræberprojekter og er tjekket med flyttekasserne.
Helles Blog 
Tillykke med det færdige projekt. Det er bare en lækker følelse.
Og få så aktiveret den nemID. Den er nemlig hvad den hedder :-). Mit nøgle kort bor altså i min pung. Man skal jo også bruge min kode for at kunne bruge nøglekortet, selv om man kan aflure mit personnr. fra mit sygesikringskort
Jeg har taget et billede af nøglekortet, og gemt det både i min telefon på computeren og i min webmail, jeg giiiider simpelthen ikke have sådan noget analogt noget når alt andet i mit liv er så digitalt. Jeg tror iøvrigt ikke på at jeg er den eneste der har fundet den løsning og da det jo gør lidt ved sikkerheden så finder nogen nok snart ud af at det ikke dur med sådan et nøglekort.
Hvor er det da bare skønt at dit projekt er afleveret – det giver pludselig en helt anden fornemmelse af at have fritid igen. Det der nem-id var ikke noget problem at tage i brug, så se du bare at komme igang.
Mange hilsner Gitte
Jo, jeg har kastet mig ud i det der NemID, og jeg har svært ved at se det specielt nemme. Det virker da. Men min gamle kode var nu nemmere 🙂 Tippet med at tage et billede eller scanne nøglekortet køber jeg. I har ingen anelse om, hvor meget jeg leder efter nøgler. Rigtige nøgler altså.