Vis mig et forbudt-skilt….

…….og det er den vej, jeg skal.

Jeg luntede hjemmefra i morges uden egentlig plan. Nogen havde truet med regn og slud, men på Amager var solen højt på himlen. Eller det kom den, som dagen skred frem. Det lykkedes mig at finde en rute, så de eneste biler, der kom indenfor synsvidde, var 100 meter på Vejlands Allé. Ellers en fuldstændig bilfri formiddag på Amager. Således fik jeg lejlighed til at se Bjerget bagfra. Og pludselig kan man se det helt geniale i det byggeri.

Da jeg nåede til det yderste af Ørestaden, bagte solen varmt og dejligt, og jeg tog en kvik beslutning om at løbe til Kongelunden. Når man løber på Amager, bliver man god til det her:

Man lærer at løbe uendeligt lige ud mod noget, der ligner en horisont. Det er genialt til at finde ind i en vegetativ rytme i et steady state tempo. Og lige ud var det den ganske vej. Lige til jeg nåede til diget, som er spærret, fordi man arbejder på at forhøje det, så det kan klare den voksende vandstand.
En stor del af Amager er som den afrikanske savanne. Flad og uendelig med lidt spredt bevoksning og dyr her og der. Ikke af den eksotiske slags, men eksotiske nok for Amager. Og man møder omtrent lige så mange mennesker.

Den Amagerkanske savanne

Der er få steder i nærheden af Hovedstaden, som giver så stor uforstyrrethed, som når man løber på Amager. Når det ikke blæser en halv pelikan, elsker jeg det.

Nåmen det der forbudtskilt…. Det dukkede op, mens jeg var på retræte mod Kalvebodbroen for at vende næsen hjem. Turen var jo blevet en anelse længere, end jeg havde tænkt. Og så skulle et forbudtskilt ikke få mig til at løbe en omvej. Bare fordi de arbejder på det der dige. Så jeg fortsatte kækt. Og ramte diget, som var åbent. Men de mener det der. Jeg kløede på en rum tid, og fik nærmest støbt skoene ind i solidt mudder. Jeg er stædig. Og nogen gange lidt dum. For jeg fortsatte alt for længe. Indtil jeg fik et anfald af fornuft og lavede en retræte. Det tog faktisk rigtig lang tid. Og mine sko vejede cirka tre kilo hver, fordi de var klistret ind i noget fedtet mudder.

Jeg måtte skrabe alle tre kilo mudder af med en sten og løbe tilbage til forbudtskiltet, hvor jeg pænt tog den anviste vej. Mens de to holdt skarpt øje med mig. Fuld af gåseundren.

Og derfor kom jeg for sent til Pii’s fødselsdag. Og lidt sent hjem til at kreere middag til mit søsterskab med familie. Men nu sidder jeg her, med maden i ovnen og renskurede gulve. Og glæder mig over, at det ER blevet forår. Og at jeg alligevel løb 25 km i dag.

3 thoughts on “Vis mig et forbudt-skilt….

  1. Der er jo ingen grund til at løbe en omvej. Bare på grund af et lille bitte skilt. Så hellere justere undervejs….:-D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s