Det er svært at bevare noget pessimisme.
Jeg vågnede til mit eget sure fjæs i morges. Og det var der ved gud ingen grund til. Det sure hører hjemme henne i arbejdslivet, og jeg har taget et par fridage. Vig bort hønserøv, skulede jeg til mit spejlbillede. Men den var en smule sejlivet.
Solen strålede, og jeg kravlede ned og skurede min træ-ponton. Og pladrede lidt i vandet med fingrene. Snart, altså, kommer jeg nok til at hoppe en lille bitte smule ned i det vand. Det er fuldstændig klart. Og lokkende. Og koldt. Nu er min ponton ren og fri for andelort. Og jeg gav ænderne i kanalen et hvast blik. SLUT med at bruge min ponton til lokum. Blev der sagt.
Min løbetur startede råddent. De der sunde drikkedunke ryger på pension. NU. For 117. gang lukkede flasken ikke tæt, og jeg fik pladret væske ud over ballerne. Fire gange måtte jeg stoppe og lukke flasken. Og jeg havde de dumme tights på. Dem der kravler op af inderlårene. Så jeg var sur igen.
Heldigvis glemmer man det der sure, når man løber. Man kan ikke se sur ud. Og når man ikke kan se sur ud, så holder det op af sig selv. Prøv selv.
Det var Amagers tur i dag.
Pirate area
Kalvebodbroen
Kalvebod Fælled kommer sig over vinteren
Nokken Strandvej
Nokken Strandvej
Hjemme i slusen
Fra mit vindue i stuen er der top underholdning. Pludselig kom en konstruktion af tre badekar i en træramme tøffende forbi. No kidding! Jeg nåede ikke kameraet.
Helles Blog 