Look at the bright side…

Nej, jeg ligger ikke og bider hysterisk i hovedpuden med stress malet ud over fjæset. Som man måske kunne tro efter en uges radiotavshed og en melding om iltmangel. Og så alligevel? Jeg trækker vejret og danser rundt mellem projekter, løbetræning, ferieplanlægning og hidsige deadlines. Som lykkes ret godt. Mens mine fysiske ejendele falder fra hinanden om ørerne på mig. Og alt sammen på en fredag. Har jeg fået onde øjne? Hviler der en maj-forbandelse over mit lille hjem? Min telefon, min nye taske, min cykel, lys på badeværelset. Det bryder sammen på stribe.

Jeg er færdig med at være smart på telefonmåden. Et styk tjekket iPhone 4 blev købt efter overvejelser den ene vej og den anden vej. Og den første vej igen. Hvorefter jeg fik en projektmedarbejder, som flashede mac-halløj fra morgen til aften. Og så faldt jeg jo for alt det smarte, og købte sådan en fætter. For nøjagtig to måneder siden. For to uger siden døde den pludseligt, og i går fik jeg dommen. Den er fugtskadet og kan ikke repareres. OG ER IKKE OMFATTET AF GARANTIEN. Og jeg der på den næsten moderlige måde har været omsorgsfuld og forsigtig med det lille kræ, så den ikke blev våd eller kold. Nu er den død. Uden mulighed for genoplivning. Jeg får den hjem i en kiste – og ser, hvad mit forsikringsselskab vil stille op. Eller bider lidt i hovedpuden over den mindre formue, der fløj ud af vinduet der.

Da jeg havde sundet mig en smule over den rystende e-mail, brød min taske sammen. Som er ret ny. Og stor. Men åbenbart ikke beregnet til mere vægt en læbestift og lommespejl kan give.

Mit badeværelse er næsten mørkelagt. Det har sådan nogen tjekkede loftspots. Som sidder skidefast i loftet. Jamen for fanden da. Skal de voldes af? Som en trøst slipper man da for den uhyggelige konfrontation med hende monsteret i morgenspejlet.

Min cykel er dødsdømt! Min hverdagscykel, that is. Den der – den kan det altså ikke betale sig at reparere mere på, var cykelsmedens hurtige respons, da jeg stillede med et sprunget gearkabel. Døden blev udsat lidt. Med et nyt gearkabel. Og så venter der en regning på 5-6000 for en ny cykel, næste gang den bryder sammen. Den har ikke gjort det godt. Den er ikke engang fire år. Og jeg har repareret på den for flere tusinde kroner. Okay – den har så også trampet tæt på 9000 km i sin levetid, og det er nok mere end de fleste. Og jeg fik den billigt dengang.

Men – look at the bright side, ikke? Det’ jo bare en telefon. Og det’ jo bare penge. Og jeg har andre tasker. Og jeg kan vel ringe efter en ven med de spots. Mine projekter går faktisk fantastisk, de fleste af dem. Jeg når mine deadlines med spidsen af neglene. Jeg snører løbeskoene 4-5 gange om ugen, selvom jeg sjældent når matriklen på den rigtige side af kl. 18. Min mor er rask og kan igen gå 18 huller på golfbanen. Det er næsten en slags sommer, og fiskene i min kanal er vokset med flere centimeter. Min go’este ven, Henning, har været forbi med sin havkajak, som jeg må låne. Som jeg må låne!!!!

Livet er sgu ikke særlig skidt. Som vi ville sige det i Jylland.