For nogen tid siden var jeg til fest, og ud på aftenen, mens jeg sad lidt i udkanten af dansegulvet for at puste lidt, lød spørgsmålet pludselig ud af det blå: “Har du helt droppet det der med mænd?” Jeg gloede på hende med overraskelsen malet i hele ansigtet. “Njaaaarj, det er vist ikke sådan en villet beslutning” mumlede jeg lidt måbende. Og måtte atter engang vride mig igennem et af den slags forhør, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Hvorfor er det så grænseoverskridende at være langtidssingle? Og hvorfor får jeg turbomave og klamme hænder, når jeg bliver vredet op i et hjørne og underkastet tredjegradsforhør om den manglende maskuline følgesvend?
Lige meget hvor moderne og innovative vi anser os selv for at være, og ligegyldigt hvor eksplosivt singlebefolkningen stiger, ja så hænger det gængse selvbillede fast i noget stabilt parforhold og den eneste ene. Så er jeg en taber? I livets store spil? De samme forhørsledere kan i næste øjeblik begræde deres manglende muligheder for at læse videre/arbejde sig ihjel/træne latterligt meget/bestige bjerge eller rejse langt væk i måneder. Er jeg en vinder? You loose some, you win some. De kan heller ikke hænge deres billeder, hvor de synes, eller beslutte suverænt om der er en ny cykel eller fladskærms-tv på budgettet. Men de kan piske noget mand til at hænge op, lappe dæk og installere kanaler. You win some, you loose some, men du kan ikke få hele pakken.
Og hvorfor bliver det pinagtigt? Krydsforhøret. Hvorfor føles det lidt flovt og taberagtigt, at jeg igen og for evigt kommer til festerne uden mand? Er jeg grim og uduelig som kvinde? Njaaarh, altså jeg har jo produceret tre børn og også været gift engang i forrige århundrede (det skulle være en kæk bemærkning, men det er sandt). Og jeg har to ‘ekstra børn’, som jeg også elsker højt. Jeg har haft kærester, også i dette århundrede. Men jeg har ikke haft nogen siden før verden gik af lave (før jeg blev syg, that is). Fordi jeg ikke har mødt nogen, som passer til mig, og som jeg passer til.
Det er ikke til at forstå, at en kvinde som dig ikke har en kæreste, var det næste hun sagde, der i udkanten af dansegulvet til festen. Og så er det, at jeg slår helt knuder på tungen. Lige der bliver situationen tåkrummende. For mig. For så ved jeg, at nu kommer forklaringerne. Forklaringerne på, at jeg ingen mand har. ‘Du skræmmer dem væk, fordi du er så stærk’. ‘Du kan alt selv, og det skræmmer mænd’. ‘Mænd vil have en kvinde, der har brug for dem’. ‘En mand kan ikke blive tiltrukket af en kvinde, der løber hurtigere end ham’ (okay, den har jeg så elimineret). Blablablablablabla…….
Okay, here’s the deal: Det ville være fedt at rende ind i en stormende, hjertevarmende forelskelse. Og en mand der ville knuselske mig. Bare fordi. Det ville jeg elske. Og ham med. Men sker det ikke, så tror jeg ikke, der kommer andre mænd i mit liv, end de mænd, der allerede velsigner mig med deres venskab. Eller familieskab. Og kan jeg så ikke godt bare få lov til at komme uden til de der fester? Uden at blive krydsforhørt og gjort mærkelig? For fik jeg mig en elsker, som kun ville være en bolleven, så ville jeg nok ikke flashe det der i udkanten af dansegulvet. Til en fest, hvor han alligevel aldrig ville komme med. Og kan vi så ikke bare aftale, at jeg kan fortsætte med at stille min cykel i soveværelset/arbejde mig ihjel/bande over boremaskinen når jeg hænger billeder op/løbe latterligt meget/råbe ad mine punkterede dæk og rejse langt væk i flere måneder – i fred?
Tak.
Helles Blog 
Tillad mig at komme med min første kommentar, selvom jeg har kigget med et stykke tid.
Som du ganske rigtigt skriver falder man jo ikke bare over ‘den rigtige’. Den slags sker bare og det er ikke noget man kan beslutte sig for at NU skal det ske, nærmere tværtimod 😉 Jeg synes bare at du bare skal forsætte med at leve det liv du vitterligt lader til at LEVE. Single eller 2, begge dele har sine fordele, det er om at nyde det man har/er.
Tak, og velkommen til.
Helt ærligt hvis en mand ikke kan tage at kæresten/konen/kranen
får mere i løn/
er stærk psykisk/fysisk/
har højere uddanelse/
kan lappe en cykel/
løbe hurtigt eller langt
Så er han bare ikke mand nok og kan futte hen og finde sammen med en af de kvinder som ikke kan date en fyr som
er lavere end dem/
får mindre i løn/
har lavere uddanelse/
den forkerte øjenfarve/
osv osv.
Krist altså!
Men måske er det bare svært for folk som er afhængige af deres tosomhed at se din frihed som andet end et åg for dig?
Ja. Det tankevækkende er jo så, at jeg stadig føler mig i vridemaskinen, når jeg dropper ind i sådan et krydsforhør. Som sikkert er ment i bedste hensigt, by the way.
Dengang jeg endnu ikke havde mødt ham, som passer til mig og som jeg passer til, blev jeg også krydsforhørt og gjort mærkelig af gifte veninder, kolleger mm.
Til sidst blev jeg så led og ked af det, at jeg begyndte at stille modspørgsmål i stil med: “Nå, du er ikke blevet skilt endnu? Hvordan kan det være?”.
Det virkede fint 🙂
Ja, den har jeg også fyret af fra hoften en gang imellem. For – hånden på hjertet – der er ikke mange, jeg ville bytte med
Er bare misundelig over, du kender nogen, der holder fest. Forsvinder den slags ikke, når folk får børn?
Vi kan holde en fest sammen, kan vi. Jeg holdt nu mange fester, da mine unger var små. Der bliver længere mellem dem, når man er evighedssingle
Jeg tror at det ligger så dybt forankret i os, at det ideelle er at være to, og så overskrider man grænserne uden måske at tænke på det.
For det må være tankeløshed, der får folk til at spørge?!
Og – sagt af en, der havde sølvbryllup i foråret – så tror jeg at de der fordomme om løn, hastighed osv. er noget gevaldigt crap!!! Det gælder jo om at fibnde sin soulmate og ikke en der matcher 100 %.
Jeg har f.eks en yngre mand, der er lavere end mig, og da vi lærte hinanden at kende tjente jeg ret godt mens han var på SU. Og nu 28 år senere, er han stadigt yngre end mig, lavere end mig , men til gengæld tjener vi begge penge, respekterer hinanden for vores ligheder/uligheder, og så kan han både lappe cykler og forhåbentligt løbe igen om et halvt år, når han for anden gang har fået rekonstrueret korsbånd.
Jeg ved ikke meget om at være single, men jeg ved, at man burde have så meget pli, at man ikke spørger og konkluderer når man møder singler !!
Jeg tror, det er en blanding af tankeløshed og måske helt gode hensigter. Og man må godt spørge mig, men jeg bliver så overrasket over, at jeg selv bliver så pinagtig omkring det. Og meget træt af de letkøbte konklusioner.
Jeg har det jo for pokker virkelig godt. Og tillykke med sølvbryllup. Jeg synes nemlig også, det er rigtig sejt, at nogen kan blive ved med at elske hinanden
Hey – beat’s me hvorfor “nogen” synes, at det kan tillade sig at spørge på den måde… Jeg kan virkelig ikke se, at det rager nogen, om man vælger at leve alene, sammen med en, mand, kvinde, hund hamster eller det, som er værre. Det er vel ikke interessant med hvem, men hvordan?
Siden jeg blev skilt, bliver jeg også af og til mødt med min træden ved siden af, nu jeg har gjort det; blive skilt. Taber, du klarede det ikke, hva’? hvorfor prøvede du ikke lige lidt mere? Manner – er det fordi de er bange for at blive smittet? Eller skjult misundelse? Eller angst?
Pyhhhh jeg roder mig ud i noget længere noget. Vi tager den bare til en løbetur, mad og vin en dag.
Hey – du lever det mest spændende liv. Af alle dem jeg kender. Hvorfor du bliver pinagtig? Hmmmm jeg mærker efter og så tager vi den senere. Når jeg har tænkt mig om. 😉
Tja det er i det hele taget svært at gøre alle tilpas. Nogen synes at det er upassende at stille spørgsmål om andres liv og der må jeg så være uenig – men selvfølgelig kommer det an på vores indbyrdes relation og situationen. Spørger man for at være ufigent nysgerrig eller stikkende, så skal man holde sin mund, men spørges der udfra en interesse i sine med mennesker, så kan meget tilgives. Også spørgsmål som man måske helst ville være foruden. At det så udvikler sig til hvad du opfatter som et forhør er jo naturligvis ikke behageligt – men det kan igen udspringe fra en manglende afklarethed med at være single. For det er jo det du tumler med i dit indlæg her. Vores egne normer for hvad der er rigtigt eller forkert, vores egne længsler efter at noget måske skulle have formet sig anderledes i vores liv osv… En ting er dog sikkert, vi skal ikke forme vores liv efter andre menneskers normer og forventninger – så hvis du trives med singlelivet, så find ro med indeni – og gør du ikke, så find ro med at en dejlig mand højst sandsynligt krydser din vej på et tidspunkt og ellers er det ihvertfald bedst at være single 🙂
Hov! Det her handler ikke om at gøre nogen tilpas. Det handler heller ikke om, at man ikke må spørge til mig liv. Det må man gerne. Jeg synes, det er spændende at tale sammen om forskellige måder at leve sit liv på. Det handler heller ikke om utilfredshed med mit liv. Det handler kun om mine refleksioner over, hvad kan man sige, – fastlåste dogmer, måske? Når jeg bruger ordet ‘krydsforhør’, hænger det sammen med, at den udspørgen om kæreste/singleforhold ofte ligner gentagelser. Og at folk ofte har en ubændig trang til at forklare mig.
Jeg ved ikke helt, hvad det vil sige at være afklaret med at være single? Det er jo ikke nødvendigvis en enten-eller situation, eller en permanent-for-resten-af-livet situation. Jeg er helt afklaret med, som jeg skriver – you win some – you loose some. Der er goder og bagdele ved det ene og det andet. Jeg er nok i bund og grund ret åben for, hvad livet bringer. Og undrer mig blot over, at disse (gentagne) forhør/spørgsmål får mig til at føle pinagtighed. Det handler nok mere om, at udspørgeren får mig til at føle mig fastlåst i en bestemt forståelse.
Ellers har jeg i øvrigt ret meget ro på – undtagen når jeg har ild i røven