Strøtanker om liv og død

I sidste uge postede jeg et link til Daniels blog på min Facebook side. Her fortalte Daniel, at han nu var uhelbredeligt syg og skulle på hospice. Jeg ved, at han ikke er her mere. Daniel kendte jeg fra mine dage på Hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus. Han blev syg, som jeg blev rask.

Opslaget på Facebook fik en veninde til at spørge mig, hvorfor jeg er så optaget af døden. Og hvorfor jeg havde handlet, som jeg gjorde, da min veninde Lene blev syg og døde. Jeg tror, det var det, hun spurgte om, for jeg blev lidt paf og forstod ikke helt spørgsmålet. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er de tanker, det satte igang.

Jeg har altid været optaget af døden. Døden er det eneste sikre i hele verden. Den kommer til os allesammen på et tidspunkt, og døden ophæver på en måde forskelligheder imellem os. Jeg har skrevet om døden og vores måder at håndtere det uundgåelige på, mens jeg var på universitetet. Og jeg har plejet mange mennesker på deres sidste vej mod døden som sygeplejerske. Jeg har plejet både gamle og unge mennesker, og jeg har plejet børn, der døde. Selv blev jeg pustet i øret, da jeg for snart otte år siden fik lymfekræft, og jeg har haft alle grunde til at forholde mig til, at den død også kommer til mig. På et tidspunkt.

Da Lene blev syg, skrev hun til mig, og vi groede meget tæt på meget kort tid. Hun spurgte, om jeg ville være hendes gode historie. Det sagde jeg ja til – med den klausul, at jeg ikke kunne garantere lykkelige slutninger. Selvfølgelig sagde jeg ja. Og Lene var alt for klarsynet til at forveksle en god historie med en lykkelig slutning. I hendes situation fandtes ingen pauseknapper. Hun havde brug for mig i sit liv, og så var jeg der. Selvfølgelig. Kunne jeg have ladet være?

Jeg oplevede selv veninder bakke ud af deres relation til mig efter min kræftsygdom. Og et par af veninderne gjorde mig klart, at de ikke kunne rumme mere kræft. Det var enormt lærerigt – på den dårlige måde – at blive reduceret til noget, et par damer ikke kunne rumme. Som ikke var mig. At blive til kræft. I stedet for Helle, der havde haft kræft.

Døden, sygdom, aldring er altsammen dele af et liv. Ingen slipper. De er også en del af de relationer, vi har med hinanden. Og når man er mig, så bliver man der bare. Også når det ikke er kønt. For det kan ikke leves om.

Jeg holdt ikke kontakt med Daniel. Han havde sit liv og jeg havde mit, men jeg har fulgt hans blog gennem årene. Og når jeg nu er sådan en, som bruger Facebook aktivt, så er min væg ikke kun fyldt med solskinsbilleder fra kolonihaven eller kvidrende løbeture her og der. Livet er også alvor, og min Facebookvæg har også sine alvorlige dage.

Information har på det sidste kørt en artikelserie om døden og palliation, som jeg også har en faglig interesse i, fordi det hører til mit arbejdsområde på Rigshospitalet. Dagens artikel fortæller, hvordan de fleste af os har en distance og manglende fortrolighed med døden, mens vi sluger den fiktive død i den ene krimi efter den anden: »Det betyder, at vi har sværere ved at se, hvordan liv og død nødvendigvis hænger sammen og måske også har vanskeligere ved at forstå, at døden nødvendigvis er en iboende del af livet,«

Og det er egentlig bare det, jeg vil sige: Jeg elsker livet; jeg elsker mest livet sammen med andre mennesker; jeg ved, jeg dør en dag; for det meste gør det mig ikke bange; nogen gange gør det. Men fordi jeg ved det, sætter jeg fuldt blus på det liv, vi har sammen. Også når det ikke er kønt. Også når det svider.

IMG_3995

Og så vender jeg tilbage med dommerpanelets afgørelse om husnavn i morgen.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 thoughts on “Strøtanker om liv og død

  1. Helle, du var også tæt på mig (i ord i al fald), da jeg havde sorgen tæt på og min mor døde. Jeg elsker din blog, netop fordi den også tør have døden med. Jeg var rystet over, at INGEN ville tale om døden, da den ramte hos min nærmeste. Det er det eneste, vi mennesker grundlæggende har til fælles. Fødslen og døden.
    Jeg tør godt tale om den, og vil så gerne lære mine børn, at man godt må tale om den. Og meget gerne om dem, der er døde.
    Jeg tænker virkelig meget over døden, men ikke på sådan en skræmmende måde. Jeg vil selvfølgelig helst leve længe og godt og blive gammel osv. – men jeg tænker også, med alle dem, der bliver syge, så kan det da også ramme mig! Men det er der ingen der vil snakke om, uha nej.
    Jeg har også fulgt både Lenes og Daniels blog og det giver jo bare ikke mening. Men det går det ikke væk af, og deres liv GAV jo mening, selvom det var alt for kort.
    Kram

  2. Tak for dine ord. Jeg tror virkelig, at livet får større værdi, når vi tør favne døden også. Vi kan tale om sorg og tab, men døden selv, er det virkelig svært at tale sammen om.
    Og, ja, liv giver altid mening, også selvom de er alt for korte. Kram igen fra mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s