I anledning af fredagen overtager jeg verdensherredømmet over cykelstierne, og derfor er I allesammen nødt til at stramme op. Jeg fører nultolerancepolitik, og der bliver slået hårdt ned.
Du, der kører i den forkerte retning på cykelstien, imod mig, – det holder du bare op med nu. Ikke flere kalendergaver til dig i år. Og har du ikke lys på, ryger de første to julegaver også. Og er du på ladcykel med børn dømmer jeg dig skam og hjemmehæklede grydelapper og mormortrusser i julegaver de næste tre år.
Du har aldrig så travlt, at du ikke kan vente på, at trafiklyset bliver grønt. Aldrig. Og er du en af dem, jeg allerede har overhalet, som navigerer udenom den ventende flok for at komme først over krydset, bliver du tvangsindlagt til ‘Last Christmas’ som lydtæppe i resten af december. På repeat.
Stramt cykeltøj og dyr cykel giver ikke ret til at køre, som om morgentrafikken var et seksdagesløb. Du er ikke smart – du er en pain, og du er latterlig. Du får fem timer i Illums Bolighus i myldretiden.
Jeg er evigt imponeret over, hvor langsomt nogen kan cykle uden at vælte. Fint du kommer afsted. Men bliver du ved med at ligge midt på cykelstien, kommer du til at klippe kravlenisser ud til hele Christiansborg. Og hænge dem op.
Af alle lyskrydsfacister er de højresvingende, der kommer bagfra, de værste. I fuld fart slår de et herresving over de 15, der holder stille og skærer ind foran. Ikke sjældent når lyset netop at skifte, og så har vi balladen. Du får gløgg og fryseæbleskiver fra Aldi, til du kaster op. tre dage i træk.
Alle biler i sidesporet på Blegdamsvej får startspærre i morgentimerne. Det kan godt være, du skal parkere, men vi er ca 10.000 cyklister, der skal frem lige der. Alle bilerne i sidesporet får rensdyrgevirer monteret ved forruderne. Og de kan ikke afmonteres før julen er slut. Til påske.
Og så har jeg stadig færdiglavet risengrød fra Lidl, tre sammenhængende timer i Bilka den 23. om eftermiddagen, “Do They Know It’s Christmas”, “Søren Banjomus”, “White Christmas” og “Rockin’ Around The Christmastree”, “All I Want For Christmas Is You” og mange andre ulideligheder i lommen til random uddeling i morgentrafikken.
Så – watch out – og kør for pokker ordentligt. En verdenshersker i herredårligt humør med et bullent øje og en stiv ryg er ikke at spøge med. Og så travlt har du ikke.
Ahahhahaaa, dine straffe er ovenud fantastiske. Jeg er fan. Selv om jeg er julefreak. Og elsker de fleste af de der sange.
Håber du får masser af succes med dine verdensherskerregler!
Fnis.
(Og god bedring)
Jeg vil gerne have dig som statsminister, Det er der er den bedste strafudmåling jeg nogensinde har set. Det må kunne udbygges.
Nu, når du er i julegave-humør….jeg ønsker mig (har gjort det lææææænge) egen cykelsti fra Amager til Østerbro…. Af hjertet tak!!!
Yes!! Hvad skal de have, dem der ikke bruger klokken i god tid, når de skal forbi?
Elsker når jeg kommer til at grine højt, mens jeg læser blogs 😀