Jeg var stadig i mine følelsers vold. Følelserne af rædsel, fortabthed og ulykkelighed blev afløst af vrede. En ulmende vrede, der voksede til næsten ubændigt raseri. Jeg var ikke vred på nogen. Jeg var rasende på selve universet. Jeg var rasende over at gøre mine børn og mine forældre ulykkelige. Jeg var rasende over at blive afbrudt i alt det liv, jeg levede. Jeg havde planer. Jeg havde visioner. Jeg ville noget.
Men raseriet blev til sidst sat på plads af erkendelse og en slags accept. Okay, det var mig, der var blevet syg. Okay, jeg skulle have bunker af højdosis kemoterapi. Okay, jeg ville blive utrolig sårbar overfor infektioner. Jeg ville tabe mit hår. Jeg kunne/måtte ikke arbejde de næste mange måneder.
Og jeg ville komme igennem det her. Jeg kunne ikke vide, om jeg ville være i stand til at komme levende igennem det. Men igennem det skulle jeg. Og jeg måtte gøre det, jeg nu selv kunne gøre for det. Jeg var i temmelig god fysisk form, og den ville jeg gerne holde fast i.
Jeg havde nogle gode venner i København, der lavede noget nyskabende forskning om hård træning til mennesker i kemoterapi. De sendte mig bunker af artikler og lavede et træningsprogram til mig. Selvom de var lidt usikre på det, fordi jeg havde en hæmatologisk sygdom. Det, der kan være betænkeligt, er, at hver behandling får knoglemarven til at slukke for al aktivitet. Og det er i knoglemarven, blodets vigtige celler bliver lavet. Det betyder, at man kommer til at mangle røde blodlegemer, der transporterer ilt rundt i kroppen; man kommer til at mangle hvide blodlegemer, der bekæmper bakterier og virus i kroppen og endelig kommer man til at mangle blodplader, der er vigtige for at få blodet til at størkne. Jeg ville altså uendelig let kunne få blødninger. Men jeg turde ikke holde op med at træne.
Jeg havde altså fem døgn foran mig, lukket inde på hæmatologisk afdeling, forbundet med dropstativ og poser med væske. Jeg rettede en bøn til lægerne. Nej to, faktisk. Først ville jeg gerne have mulighed for at blive koblet fra mine drop en time hver dag. Det kunne lade sig gøre, vidste jeg, for det havde jeg mange gange praktiseret med børn, der fik en lignende kemobehandling. Man kunne skrue en lille smule op for tempoet i droppet, så jeg kunne overholde mit skema. Og på den måde kunne jeg nå at gå en hurtig tur ud til vandet. Og bevare min mentale sundhed. Jeg fik et ja.
Den anden bøn handlede om alle de andre timer. Jeg ville have en træningscykel. Det viste sig, at der faktisk var en træningscykel i kælderen. Den var støvet og måtte have lidt olie, men så kunne jeg også let cykle et par timer hver dag. Indendørs cykling er vanvittigt kedeligt, men med radio, en bog eller musik i ørerne gik det faktisk fint. Andre dage så jeg film på computeren, mens jeg trampede i pedalerne. Det sjove var, at flere medpatienter på afdelingen blev inspireret til en lille cykeltur. Cyklen blev fast inventar på afdelingen og blev omhyggeligt tørret af med sprit mellem cykelturene. Jeg var ikke den eneste sarte plante på den afdeling.
Helles Blog 