Back on the blog

Det er snart to år siden, jeg sidst har skrevet noget som helst. Bortset fra et par faglige bogkapitler og artikler har der været ordtørke. Og det er en helt anden historie. Men nu kan jeg jo ikke bruge mine ord til at tale med ret mange. Jeg bor stadig i Sydhavnen på fjerde sal, og jeg har arbejdet hjemme det meste af det sidste år. Jeg kender de allermindste detaljer i udsigten fra mit hjørnevindue i stuen. Den er heldigvis pæn og fuld af himmel. Og jeg er meget heldig at have et hjørnevindue, jeg kan arbejde ved.

Jeg finder selvfølgelig på alle mulige krumspring for at tiltuske mig faglige arbejdsopgaver, så jeg kan se rigtige mennesker, for jeg har brug for rigtige mennesker for at trække vejret igennem og sende ilt rundt i alle mine hjørner. Og jeg har været god til at skrabe opgaver til mig. Jeg har ikke haft for god tid i det sidste år. Her er ikke blevet lagt puslespil eller set serier eller lavet surdej. Jeg har arbejdet.

Alligevel har jeg uger, hvor relationen til min grønthandler bliver været det mest intime, der sker, og så var det, der sneg sig tanker ind om min glemte ordfabrik. Min blog. Som jeg havde overvejet at slette fra internettet. Jeg kan godt lide min grønthandler, og jeg kan også lide min bager. Men vi når ikke at tale om så meget andet end om gulerødder og rugbrød, og de kan kun levere en lille del af de vitaminer, min hjerne og sjæl har brug for. De andre mennesker ser jeg på min skærm. Og jeg har prøvet at undertrykke det. Jeg har virkelig forsøgt at synes, det er sådan en god idé at formidle, holde møder, sludre og alt det andet på skærmen. Men sandheden er, at jeg hader det mere og mere. Jeg er holdt op med at facetime med andre end min far, og nu jeg tænker over det, er det blevet til mere og mere almindelig telefon på det sidste. Jeg fik aldrig det der med at drikke vin sammen på Zoom til at føles ordentligt. Jeg gider ikke, slet ikke, sidde og spise god mad foran computeren for at lave en slags vi-lader-som-om-vi-har-en-hyggelig-julefrokost.

Måske er det meget godt at skabe ord og sætninger her, når jeg nu ikke kan fylde min lejlighed med de mennesker, jeg så gerne ville tale med. De mennesker der kunne grine sammen med mig og puste mit overophedede ego omkuld, når jeg blev for vild. Jeg prøver at tage min blog til nåde og dele tanker, besværligheder, erfaringer, oplevelser og viden. Måske skabe en slags survival kit til Coronakarantæne, som nogen måske også kunne få glæde af? Og måske et lille rum til at råbe ad det hele, når det bliver for meget. Så velkommen tilbage, hvis nogen hænger på endnu.

Jeg ser mennesker. Jeg besluttede i sensommeren, at jeg måtte lave noget lim til at holde sammen på min lidt for store familie. Da Kåre Mølbak lancerede tankerne om ‘bobler’, tænkte jeg: Jeg visner, hvis jeg skal have måneder uden at være sammen med de unger igen. Sådan var foråret nemlig. Og de børn skal være sammen. Så første lektion i at overleve Coronakarantæne er: beslut hvem der er de vigtigste mennesker at se! Det er tough, fordi man jo på samme tid må hviske indeni sig selv, at nogen andre bliver placeret i en kategori af ‘ikke-så-vigtige’. Og de er jo vigtige. Men når myndighederne anbefaler en ‘boble’ på ti mennesker, og mine aller-aller-aller vigtigste mennesker bliver til 13, så er jeg nødt til det. Og jeg er ikke Kong Salomon. Jeg kan ikke sige til det ene barn, at jeg ikke kan se dem. Jeg kan ikke skære os over. Så sådan blev det. Svaret blev søndagsmiddage i Sydhavnen. Vi er næsten aldrig sammen allesammen på samme tid. Fordi nogen har næsten altid været udsat for smitte, eller er snottede, eller noget andet. Vi bliver testet jævnligt, og vi ser næsten ikke andre. Og med den nye virusvariant i fremmarch bliver vi måske nødt til at lave en ny plan. men jeg VIL se mine unger.

Og sådan er det i den her tid, mens smittetrykket bølger op og ned og op igen. Så må vi lave nye planer. Og dem vil jeg gerne skrive om. For det er de vilkår, vi deler.