Tilbage til basen

Jeg er sygeplejerske. Og jeg kan virkelig godt lide den røde t-shirt, jeg fik af Dansk Sygeplejeråd, hvor der står ‘Proud to be a Nurse’ på ryggen. Jeg har to akademiske uddannelser oven i min sygeplejerskeuddannelse, men jeg har altid været sygeplejerske først, og jeg har aldrig forladt vores offentligt finansierede sundhedsvæsen. Det er jeg nemlig også virkelig stolt af. Sygepleje er min base.

Men jeg er jo langt fra den kliniske sygeplejerskepraksis i mit daglige virke i Danmark, selvom jeg arbejder tæt sammen med bl.a. sygeplejersker om mange af de kurser og temadage, jeg laver. Og selvom jeg med jævne mellemrum har været rundt omkring som sygeplejerske, var det med lidt bævende hjerte og mange sommerfugle i maven, at jeg trak i det hvide sygeplejersketøj på sygehuset i Qaqortoq. Jeg færdes rimeligt hjemmevant i det danske sundhedsvæsen. Jeg har kendt det hele mit liv, vokset op som barn af to læger. Jeg har indlært og studeret de kulturelle koder. Jeg ved, hvad der skal til for at gøre det godt.

Men nu er jeg i Grønland, hvor patienter og sygepleje har helt andre vilkår. Ulykker i bygderne og på bostederne skal helst ske i dagtimerne i godt vejr. Ellers kan det være umuligt at hente en tilskadekommet. Morgenen efter kan være for sent. Det kan være hårde erkendelser for en hovedstadssygeplejerske, hvor vi arbejder med minutters responstid. Det kan også være, at jeg må ordinere antibiotika over afstand uden at se eller mærke den syge, fordi det er alt for omkostningsfuldt at transportere personen til Qaqortoq. I de større bygder og bosteder er der som regel enten en sygeplejerske eller en sundhedsassistent, som kan klare de mest grundlæggende ting. De kan også ringe til os for råd eller sparring

I vores lille ambulatorie er vi tre sygeplejersker. Der er lige nu to læger, som dækker både sengeafsnit, børneundersøgelser, ambulatorie og skadestue. De kommer også på byens alderdomshjem og tilser beboerne. I denne uge kommer der to nye læger, så vi pludselig er oppe på fire. Det vil lette både lægerne og os. Vi har påtaget os en del af lægernes arbejde og har måttet udskyde helt basale lægekonsultationer for borgerne. Og lægerne? De har ikke holdt fri i de sidste to uger.

Tilbage til sygeplejen. Sygeplejersker har et meget stort delegeret ansvar. Vi kan selv ordinere en lang række medikamenter. Vi lægger selv gibs. Vi syr sår (jeg gør ikke endnu, men skal lære det snarest). Vi gør rigtig mange ting selvstændigt. Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse er seks måneder længere end den danske, fordi de er arktiske sygeplejersker og skal kunne meget mere end en sygeplejerske i Danmark. De er utroligt dygtige og har generelt mange efteruddannelser. Jeg kravler hurtigt op ad en meget stejl læringskurve med deres hjælp. Jeg er meget heldig at have to grønlandske kolleger. De er stolte af at være sygeplejersker. Lønnen er desværre endnu lavere end i Danmark, og videreuddannelse giver generelt ikke ekstra.

Sygdomsmønstrene er forskellige fra det jeg kender i Danmark. Der er alt for mange unge med syfilis. Dem behandler vi og hjælper med smitteopsporing. Gonoré er der også, men i mindre omfang. Vi udfører mange medicinske aborter og taler med de unge kvinder om prævention. Og – ja – der er en del, der får depotbehandling, fordi det er lettest for dem at overskue. Det er altid deres egen beslutning. Børnesår er ufatteligt udbredt. Når jeg ser ned over min besøgsliste, handler en tredjedel hver dag om børnesår. Og når jeg behandler et barn eller en voksen, følger der næsten altid søskende eller forældre med, som også skal behandles. Fnat er udbredt, og her gælder samme problematik – alle i familien skal behandles. Endelig – og det ligner jo Danmark – kommer mange mennesker med langvarig hoste, tilbagevendende feber, førkølelse, influenza. Alle længes efter forår, så vinduerne lukkes op og folk kommer ud.

Folk kommer også med sygdomme i den mere alvorlige afdeling, og deres vilkår er, at vi kan behandle det meste på et grundlæggende niveau, men så snart en udredning eller behandling er kompleks, må de enten til Nuuk eller helt til Danmark. Og her er transportmulighederne igen et vilkår, som kan være virkelig svært. Det er ikke ualmindeligt, at vejret blokerer i flere dage. Vi skal med helikopter til Nasarsuaq, hvor der er en lufthavn. Folk er altid triste over at skulle være væk hjemmefra i lang tid, og kræver sygdommen behandling i København, må de rejse fra familien, med mindre de selv har midler til at betale forderes ledsagelse og ophold.

Midt i alt her, så elsker jeg at være sygeplejerske igen. Der er masser af ting, jeg skal lære, og jeg står jo hele tiden med en risiko for at tage fejl. Men jeg har ufatteligt god støtte af mine kolleger og af de læger, der er her. Jeg spørger og spørger. Det er uforklarligt dejligt at være tilbage i mit basisfag. At møde på arbejde om morgenen og møde mennesker med alle mulige behov, som jeg de fleste gange godt kan møde. Andre gange må jeg forklare, at noget ikke kan lade sig gøre. For det meste bliver det mødt af accept, andre gange af afmagt.

Sproget er et vilkår, jeg må leve med. Jeg kan nå at lære enkelte ord, som at sige pænt tak, eller vi ses. Men grønlandsk er svært. Jeg har tolke til rådighed hele tiden, og de er virkelig gode til at forklare mig ting, jeg ikke forstår. De forklarer også mere end det sproglige. De forklarer, hvorfor en patient siger, som hun gør. De forklarer, hvad det betyder, når mennesker gør det ene eller det andet. Det er svært, men de er en uvurderlig hjælp. Man skal jo hele tiden huske på, at det er mig, der har brug for tolk for at forstå det problem, en borger henvender sig med. Også her er mine grønlandske kolleger fantastiske.

Kort og kort – jeg elsker at være her og gøre det, jeg gør.