Jeg har været stille igen. Fordi der igen skete ting i familien hjemme i Danmark. Tirsdag var min ældste datter involveret i en alvorlig trafikulykke. Hun er okay. Hun er ikke gået i stykker. Hendes løbemakker, som også var i bilen, fik et brud på ryggen, som også bliver okay. Manden, der kørte frontalt ind i dem, overlevede ikke. Det blev nogle rædselsvækkende timer alt, alt for langt væk. Men hun er okay, min datter. Forslået og rystet, og det har taget mig nogle dage at få pulsen ned igen og se med kærlighed på mine smukke omgivelser og mine valg i livet. Men jeg er på vej tilbage, hvor jeg kan nyde det. Og jeg kan tale med min datter næsten hver dag, mens hun langsomt heler.
Vi har haft en uge med spændende vejr. Jeg tror, jeg kom med den sidste helikopter i denne uge mandag eftermiddag i blæsevejr. Min arme veninde, som er taget den lange vej herop, blev fanget af vejret og er ankommet – to dage forsinket. Og så glad ser jeg ud, når jeg løber min veninde i møde, da hun ankom med båd fra Nasarsuaq.
Qaqortoq belønnede med nordlys på den første aften
Og søndagen bød på havbad og saunaen med verdens bedste udsigt
Livet er gået videre på mit lille sygehus, hvor meget syge og mindre syge mennesker kommer ind og ud. Nogle kommer videre til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Når de kan. Det kunne de ikke i denne uge. Min ene kollega er rejst hjem til Aasiaat, og jeg har fået en ny kollega fra Århus. Læger kommer og går. Der er kommet en ny læge og en ny jordemoder, og en anden læge er rejst hjem. Der er stadig ingen fast fødselslæge eller kirurg, så de gravide kvinder må stadig tage til Nuuk og føde deres børn.
Vi kæmper stadig med at få enderne til at nå sammen med vores sparsomme ressourcer. Jeg har været kaldt ind på vagt for at lægge et drop, og det skal jeg øve mig lidt i. Den stakkels kvinde blev stukket en gang eller to for meget. Der ER nogle sygeplejeteknikker, der er blevet lidt rustne med årene, og jeg har heldigvis kolleger, der kan lære fra sig.
Jeg har stadig en udsigt fra kontoret, der slår din
Helles Blog 
Ja, så hurtigt kan livet tage en drejning. Godt, at der ikke skete mere med datter og makkeren, jeg krydser alt, der kan krydses for en hurtig helbredelse … og stakkels familie til den omkomne.
Og du vinder – du HAR den flotteste udsigt, selv om min, med heste og skov nu heller ikke er så ringe 😉
årh Helle sikke nogle rystende hændelser!
dejligt at du skriver det er godt at følge med – er også spændt på dine faglige kommentarer, om hvordan du håndterer diverse lidt rusten eller ej !
kram fra Jeanett