Om at miste et gammelt menneske

Da min far døde, mens jeg ikke var der, kom det ikke rigtigt som en overraskelse. Både han og jeg vidste, at det kunne være en mulighed. Vi græd begge to lidt, da jeg besøgte ham, inden jeg rejste til Grønland. Han var en gammel mand. Han havde levet i mere end 95 år. 95 gode år, for det meste. Det var ikke et chok. Men det var en slags mulighed, som man alligevel ikke kan bære rundt på hele tiden. Og man bliver alligevel en slags overrasket over, at det sker.

Da jeg holdt min tale til ham i kirken, sagde jeg nogenlunde sådan. Men jeg sagde også, at jeg aldrig ikke har haft en far. Han har altid været i mit liv. Nu har jeg ikke haft en far i lidt mere end en måned, og hver dag, hver eneste dag, er jeg lige ved at sende ham et billede af et fjeld. Eller et isbjerg. Eller jeg er lige ved at sende en besked og fortælle, hvad jeg har oplevet i dag. Men hans nummer findes ikke mere, lige som han ikke gør. Og jeg må sende mine små beretninger direkte til himmels. Og håbe på, at han på en eller anden måde fanger dem.

Jeg har øjeblikke, hvor savnet sluger mig. Hvor sorgen vokser, og jeg føler mig forfærdelig forældreløs. Som jeg jo er. Når et gammelt menneske dør, opstår der et hul lige der, hvor han plejede at være, fordi han har været der så længe. Eller altid. Det gjorde der også, da min mor døde, og hende taler jeg stadig med en gang imellem. Der er ting, jeg synes, hun skal vide. Jeg bliver nok også ved med at tale med min far. Som vi altid har gjort.

Det svære ved at miste ham, mens jeg ikke var der, er også, at jeg ikke kan dele ham med nogen. Der er ingen, der har kendt ham. Og når man har levet i 95 år, er der meget at kende og meget at dele. Jeg tror, vi nåede det, vi skulle. Eller det vi kunne. Jeg har ikke noget uforløst, eller noget jeg ikke fik spurgt om. Eller fortalt ham. Han er der bare ikke. Og det er kun mig, der ved det. Det meste af tiden, er det fint. Jeg er ikke opslugt af sorg. Undtagen en gang imellem. I øjeblikke. Og så har jeg et fjeld lige udenfor døren.

Vi havde ikke en masse fremtid sammen, som vi ikke får. Det vidste vi godt. Sorgen rækker mere bagud. Mod alt det vi havde. Men han lærte mig også at leve. At få det bedste ud af det meste. Og jeg vil leve mit liv og fylde det med endnu mere liv, sådan som han har lært mig.

Og så huske mig selv på, hvor heldigt det er at have haft min far i så mange år. Og at jeg har haft en far – og en mor – som det gør ondt at miste, og som jeg vil blive ved med at tale med, så længe jeg kan.

Billedet er med credit til Mira – taget på en fin tur, vi havde sammen en eftermiddag, hvor vi også talte om savn og kærlighed og dårlig sex.