Jeg er lidt ustabil. Jeg får ikke skrevet, det jeg ville. Der er arbejde, natur, nye venner, ting der sker. Men jeg har også været syg. En forkølelse udviklede sig, til en kollega tog fat og beordrede mig til at tage en blodprøve for et infektionstal (sådan en i fingeren kan man godt selv). Den var forhøjet, jeg trak vejret som en gammel ryger, og hun beordrede antibiotika. Det er godt for sådan en som mig at have en kollega som hende. Det hjalp. Jeg har ikke feber, jeg kan gå på tur, jeg kan løbe (lidt og langsomt), og jeg nærmest frisk igen.

Alle, der kommer til Grønland for at arbejde i sundhedsvæsenet, lægger mærke til et markant højere forbrug af antibiotika. Det gjorde jeg også. Og tænkte, som de andre, at det må vi jo have lavet om på. Det går ikke at dele penicillin ud til højre og venstre, og der ER et overforbrug. For mange får antibiotika for blærebetændelse, som måske snarere er en slags ubehag. Måske stammer de hvide blodlegemer, vi kan se i urinstix fra uskyldigt udflod eller en underlivsbetændelse eller kønssygdom. Det kan vi blive skrappere til at diagnosticere rigtigt og være meget mere opmærksomme på symptomer. Men af og til kommer vi til at tage en nedladende og belærende tone i vores munde. Og glemmer at udgangspunktet i enhver relation skal være, at mennesker gør det, der giver mening. Og den mening glemmer tilrejsende danske sundhedsmennesker nogle gange at lede efter. For vi ved jo bedst, ikke?

Vi ankommet alle fra et gennemført organiseret dansk sundhedsvæsen, hvor de fleste brugere er mennesker, der lever et beskyttet liv. Klimaet er venligt. Mange bor i velisolerede huse og lejligheder med plads. Der er et arbejdstilsyn, som beskytter folk mod at blive udsat for farer på arbejdspladsen. Der er ingen naturlige fjender – ud over os selv. Selvom vi skærer ned i sundhedsvæsenet og lukker hospitaler eller centraliserer specialer, er der – hånden på hjertet – aldrig ægte langt til sundhedsfaglig hjælp. Da min datter var involveret i en forfærdelig bilulykke på Falster, landede hun på Rigshospitalet nøjagtigt en time og et kvarter efter ulykkestidspunktet. Jeg ved det, fordi jeg fik automatiske notifikationer fra hendes iPhone fra ulykkesøjeblikket til ankomsten til Rigshospitalet. Det var sindssygt at følge med i, men det fortalte mig også om en utroligt effektivt koordineret redning af mit barn.

Her sker ikke mange bilulykker. Men tid og bekostning af redningsaktioner er noget ganske andet. Og der sker mange ulykker. Sker ulykken i en lille bygd langt her fra, kan udrykning jo komme på tale – hvis vejret tillader det. Jeg var selv med på en udrykning i båd. Det tog ca en time hver vej – plus tid til førstehjælp på stedet og bære den syge ned fra fjeldet. Det var til vores lille sygehus med meget begrænsede muligheder. Vi kan konferere med lægerne på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men den videre transport til Nuuk, foregår i to etaper i helikopter og fly. Hvis det er lyst og vejret er godt. Ofte må den tilskadekomne vente i dage med de begrænsede behandlingsmuligheder, der findes på den lokale bygdestation. De har et lille lager af antibiotika og smertestillende medicin. Sådan det mest almindelige.

Der er flere infektioner, og nogle af dem kan godt forklares med dårlig hygiejne. Ikke alle tager brusebad hver uge. Men mest betyder nok arbejdsvilkår. Folk arbejder med fisk og fangst. Der findes et begreb, der hedder ‘spækfinger’, som er infektion i en finger eller hånd efter håndtering af sæl og fisk.

Utroligt mange mennesker har eksem, som jeg ikke kender nogen forklaring på. Eksem klør, der går hul, og der kommer infektion. Børnesår er udbredt, som jeg aldrig har set det i Danmark. En lungebetændelse, som min, ser vi næsten dagligt i vores lille konsultation. Noget kan forklares med manglende hygiejne, men det handler også om mange måneder med mange lag tøj og meget indendørs samvær. Det handler om øget modtagelighed – måske fordi mange mangler D-vitamin. Noget handler også om at vente meget længe med at se os på sygehuset, så en infektion når at få fodfæste. Og så er der pludselig ikke langt til en blodforgiftning, der får langt alvorligere følger end i Danmark. De gode behandlingsmuligheder er langt væk, og er vejret ikke med os, er de ikke eksisterende.

Det er også en grund til, at vi er hurtigere på aftrækkeren med antibiotika, end man ville være i en praksis i Nordsjælland eller på Holbæk Sygehus. Vi er i meget forskellige omgivelser med meget forskellige udgangspunkter og meget forskellige muligheder. Det er i hvert fald en del af den mening, som vi også skal gå på opdagelse i, når vi lander på vores korte besøg fra Danmark.

Da min far døde, mens jeg ikke var der, kom det ikke rigtigt som en overraskelse. Både han og jeg vidste, at det kunne være en mulighed. Vi græd begge to lidt, da jeg besøgte ham, inden jeg rejste til Grønland. Han var en gammel mand. Han havde levet i mere end 95 år. 95 gode år, for det meste. Det var ikke et chok. Men det var en slags mulighed, som man alligevel ikke kan bære rundt på hele tiden. Og man bliver alligevel en slags overrasket over, at det sker.

Da jeg holdt min tale til ham i kirken, sagde jeg nogenlunde sådan. Men jeg sagde også, at jeg aldrig ikke har haft en far. Han har altid været i mit liv. Nu har jeg ikke haft en far i lidt mere end en måned, og hver dag, hver eneste dag, er jeg lige ved at sende ham et billede af et fjeld. Eller et isbjerg. Eller jeg er lige ved at sende en besked og fortælle, hvad jeg har oplevet i dag. Men hans nummer findes ikke mere, lige som han ikke gør. Og jeg må sende mine små beretninger direkte til himmels. Og håbe på, at han på en eller anden måde fanger dem.

Jeg har øjeblikke, hvor savnet sluger mig. Hvor sorgen vokser, og jeg føler mig forfærdelig forældreløs. Som jeg jo er. Når et gammelt menneske dør, opstår der et hul lige der, hvor han plejede at være, fordi han har været der så længe. Eller altid. Det gjorde der også, da min mor døde, og hende taler jeg stadig med en gang imellem. Der er ting, jeg synes, hun skal vide. Jeg bliver nok også ved med at tale med min far. Som vi altid har gjort.

Det svære ved at miste ham, mens jeg ikke var der, er også, at jeg ikke kan dele ham med nogen. Der er ingen, der har kendt ham. Og når man har levet i 95 år, er der meget at kende og meget at dele. Jeg tror, vi nåede det, vi skulle. Eller det vi kunne. Jeg har ikke noget uforløst, eller noget jeg ikke fik spurgt om. Eller fortalt ham. Han er der bare ikke. Og det er kun mig, der ved det. Det meste af tiden, er det fint. Jeg er ikke opslugt af sorg. Undtagen en gang imellem. I øjeblikke. Og så har jeg et fjeld lige udenfor døren.

Vi havde ikke en masse fremtid sammen, som vi ikke får. Det vidste vi godt. Sorgen rækker mere bagud. Mod alt det vi havde. Men han lærte mig også at leve. At få det bedste ud af det meste. Og jeg vil leve mit liv og fylde det med endnu mere liv, sådan som han har lært mig.

Og så huske mig selv på, hvor heldigt det er at have haft min far i så mange år. Og at jeg har haft en far – og en mor – som det gør ondt at miste, og som jeg vil blive ved med at tale med, så længe jeg kan.

Billedet er med credit til Mira – taget på en fin tur, vi havde sammen en eftermiddag, hvor vi også talte om savn og kærlighed og dårlig sex.

Jeg har rådighedsvagt Det er den tredje i denne uge, for der er lavvande i kassen med læger og sygeplejersker. Nogen er taget hjem, andre er blevet forsinkede i at nå frem, og en har helt aflyst sin ansættelse. Så vi har alle flere vagter end normalt.

Mine vagter starter efter en helt almindelig arbejdsdag på otte timer. Jeg har hele tiden min telefon på mig, og jeg holder mig omkring eller i mit hjem, så jeg hurtigt kan være på sygehuset. Vagten slutter næste morgen, når dagvagten starter. Hvis jeg kommer til at være oppe i nat, bliver jeg nok nødt til at fortsætte i dagvagt, fordi min kollega ellers vil være helt alene om ambulatorie og skadestue. Vi får se.

Det er sengeafdelingen sammen med vagthavende læge, der passer det hele og kalder på mig, hvis de får behov for det. Om aftenen er der en sygeplejerske i vagt, om natten er der assistenter og hjælpere. De kan let komme i en situation, hvor deres formelle kompetencer ikke slår til. Der kommer også akutte patienter og tilskadekomne, så der kan være virkelig travlt.

I går så verden meget fredelig ud. Der var to indlagte patienter, da jeg gik hjem om eftermiddagen, og jeg tog en rask beslutning. Jeg ville løbe en tur sammen med begge mine telefoner. Jeg tog sygehusnøglerne og et par læsebriller i lommen, så jeg kunne møde direkte ind, hvis det skulle blive nødvendigt. Det blev det ikke. Så jeg lavede aftensmad og havde netop anrettet en velfortjent tallerken, da den grønlandske telefon ringede. ‘Vi har brug for din hjælp’, lød det. Jeg vred mig lidt i tavshed, spurtede i et lynbad og gik afsted til sygehuset. Jeg hjalp en kvinde, der havde åndenød, og jeg modtog endnu en kvinde, der havde vanskeligt ved at trække vejret. De fik begge lov til at overnatte på hospitalet. Den ene havde kræft i et næsten terminalt stadie, og vi aftalte at lave en plan for hendes hverdag næste morgen.

Så gik jeg hjem til min kolde aftensmad, som nok havde kendt bedre tider. Der er vist også noget hygiejnisk om mad, der har stået ude i godt to timer? Telefonen ringede igen. Aftenvagten havde brug for et råd. Hun fik et råd. Jeg spiste færdig. Hængte det vasketøj op, som maskinen havde vasket imens. Telefonen ringede. Aftenvagten havde brug for et råd og for at sparre om en patient. Hun fik råd og sparring. Der var nu fire patienter indlagt på afdelingen, og i mig spirede et lille håb om at sove – i hvert fald noget af natten. Jeg gjorde mig klar og satte mig for at tisse af for natten. Så ringede telefonen. Selvfølgelig. Aftenvagten havde igen brug for sparring om en patient, og jeg prøvede efter bedste evne at få omgivelserne til at lyde som noget andet end mit toilet.

Hun fik sparring. Jeg gik i seng. Jeg blev ikke kaldt. Men jeg sover lidt skidt med en tændt telefon ved siden af puden.

Jeg krydser fingre for, at 1. maj festlighederne ikke bliver så festlige, at folk falder eller slår på panden. Ellers er jeg da parat med råd og sparring og varme hænder.

Glædelig påske!

Påske er helligdage og højtid. Påske er også frokoster og snaps og festiligheder. Påske er fridage og lukkede butikker. Men påske er også arbejde. Her har hverken butikkerne eller hospitalet holdt fri. Jeg har haft flere fridage, men jeg har også haft besøg hele ugen. Og tænk, at Maria er kommet hele vejen fra Thorshavn for at besøge mig i Sydgrønland.

En del af min påskeuge har set sådan her ud, når jeg ikke har givet medicin, skiftet sår, kigget i betændte ører, for vi dokumenterer også, hvad vi laver. Vi har fælles vejledninger og retningslinjer for de fleste ting i hele Grønland, og det er ekstra nødvendigt, når der er så stor personalegennemstrømning. Alle læger og alle sygeplejersker har nogle kæpheste i forhold til behandling for det ene eller det andet. Og når vi hele tiden bliver skiftet ud, kunne det bliver en farlig slingrekurs, hvis behandlingen varierer med lægen eller sygeplejersken. Fælles vejledninger og retningslinjer er en grundsten i en ensartet behandling i et kaotisk sundhedsvæsen

Jeg har haft vagter, der har været så kaotiske, at stemningen er blevet næsten absurd. Vores ambulatorie er lukket, så vi har vagter på sengeafdelingen og passer skadestuen. Og det har næsten væltet ind med patienter. Også en del, som ikke fejlede noget behandlingskrævende, men som vi alligevel måtte bruge energi på mellem de mere livstrude patienter. Sådan er det i akutmodtagelser, tror jeg. Men jeg er alligevel blevet lidt overrasket over, hvor mange mennesker, der opsøger hospitalet med influenza. Og hvor syge mennesker, vi passer på i vores lille sygehus.

Jeg har ikke arbejdet hele tiden. Vi har nået et par gode ture i fjeldet og et par ture med sauna og havbad. Maria er en ideel gæst, som gider næsten alt, hvad jeg synes er sjovt. Bare jeg ikke tager hende med på løbetur.

Der er masser af fjeld omkring Qaqortoq, lige udenfor min hoveddør. Vi kan lave fjeldture med ti minutters varsel, når vejret pludselig er godt, og vi kan se langt omkring fra toppene.

Sneen er så meget på retur, at jeg har trukket løbeskoene udenfor og i det små er begyndt at løbe op på fjeldene. Her er afskyelige bakker over det hele, og jeg ser med næsegrus beundring på de gamle mennesker i byen, som alligevel trisser i Brugsen med rollator.

Et af fjeldene giver smukke udsigter ind i fjordene

Fjeldet på den anden side af byen giver udsigt ud i uendeligheden, hvor havet bevæger sig gennem de yderste skær mod Canada. Og her kan vi se isen hastigt nærme sig byen. Om ikke mange dage vil isen lukke os inde, så det kan blive vanskeligt at sejle ud. Det er også isen, der vil bringe flere isbjørne til Syd fra Nord. Så nu holder vi udkig. Og vi kan lide at gå flere sammen. Og vi tager ting med, der kan larme og skræmme dem væk. Hvis nu de skulle komme for tæt på.

Det er stadig ret vidunderligt at bade i havet. Særligt når vi kan leje den brændefyrede sauna. Og det er hyggeligt, for den er dyr, og vi går sammen og deler udgifterne

Nu har jeg vinket farvel til Maria, som er landet godt i København. Og jeg sidder og er glad i låget over at have en veninde, der tager hele vejen herop.

Mine hverdage er meget forskellige. En dag i ambulastoriet rummer alt fra kløe i den ene hånd, børnesår, halsbetændelse, hjerteproblemer, åndenød og ulykker. Små og store helbredsudfordringer i en skøn og meget tilfældig blanding. Sundhedsydelser er, ligesom i Danmark, uden betaling, og folk henter deres medicin i vores lille apotek uden ekstra betaling. Det er godt, for mange ville have svært ved at betale det. Forbavsende mange mennesker har ikke råd til Panodil i håndkøb og endnu flere har ikke mobiltelefon. I går morges startede min dag sådan her klokken 7 på vej til hospitalet

Dagen fortsatte sin blå himmel og høje sol, mens jeg tog blodprøver, skiftede sår og podede ømme halse. 15.30 havde jeg fri. Maria er en yndlingsgæst. Hun havde fyldt mit køleskab til bristepunktet og lavede mad. Jeg satte mig bare glad til bords. Helt fri havde jeg ikke, for 1-2 gange om ugen har jeg rådighedsvagt, så sengeafdelingen eller vagthavende læge kan kalde mig ind på sygehuset, når der er behov for det. I perfekt timing med opvasken, ringede min grønlandske telefon, og jeg måtte efterlade opvasken til Maria.

På sygehuset skete der lidt for mange ting på én gang og alt syntes lidt kaotisk. Jeg tog mig af nogle af de patienter, jeg kendte fra ambulatoriet, og så fik jeg besked på at holde mig klar. Jeg skulle på tur til en meget lille bygd sammen med politiet for at hente en patient. Det blev i båd, for der var ikke et rigtigt egnet landingssted til helikopteren. Og hvilken aften at sejle ud i. Sejlturen derud varede 45 minutter i en solnedgang, man ikke oplever mange andre steder. Vandet var stille, isbjergene flød dovent afsted, og storisen var ved at samle sig flere steder. Man kunne glemme, det var arbejde, hvis ikke det havde været for mine bugnende lommer, fyldt med nåle og sonder og saltvand og plaster.

Verden var guld og is. Og mig på en båd sammen med tre politifolk

Efter ca 45 minutter nåede vi frem til en helt afsondret lille bitte bygd

Ved fælles hjælp hentede vi vores patient højt oppe på fjeldet og fik ham transporteret sikkert i havn i Qaqortoq. Ambulancen holdt ved kajen og kørte os det sidste stykke til sygehuset. Vores patient havde det ikke godt, og der var brug for en sygeplejerske hos ham natten igennem. Det blev jo mig. Og resten af min nat så omtrendt sådan her ud

Min patient klarede sig igennem natten.

Jeg har været stille igen. Fordi der igen skete ting i familien hjemme i Danmark. Tirsdag var min ældste datter involveret i en alvorlig trafikulykke. Hun er okay. Hun er ikke gået i stykker. Hendes løbemakker, som også var i bilen, fik et brud på ryggen, som også bliver okay. Manden, der kørte frontalt ind i dem, overlevede ikke. Det blev nogle rædselsvækkende timer alt, alt for langt væk. Men hun er okay, min datter. Forslået og rystet, og det har taget mig nogle dage at få pulsen ned igen og se med kærlighed på mine smukke omgivelser og mine valg i livet. Men jeg er på vej tilbage, hvor jeg kan nyde det. Og jeg kan tale med min datter næsten hver dag, mens hun langsomt heler.

Vi har haft en uge med spændende vejr. Jeg tror, jeg kom med den sidste helikopter i denne uge mandag eftermiddag i blæsevejr. Min arme veninde, som er taget den lange vej herop, blev fanget af vejret og er ankommet – to dage forsinket. Og så glad ser jeg ud, når jeg løber min veninde i møde, da hun ankom med båd fra Nasarsuaq.

Qaqortoq belønnede med nordlys på den første aften

Og søndagen bød på havbad og saunaen med verdens bedste udsigt

Livet er gået videre på mit lille sygehus, hvor meget syge og mindre syge mennesker kommer ind og ud. Nogle kommer videre til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Når de kan. Det kunne de ikke i denne uge. Min ene kollega er rejst hjem til Aasiaat, og jeg har fået en ny kollega fra Århus. Læger kommer og går. Der er kommet en ny læge og en ny jordemoder, og en anden læge er rejst hjem. Der er stadig ingen fast fødselslæge eller kirurg, så de gravide kvinder må stadig tage til Nuuk og føde deres børn.

Vi kæmper stadig med at få enderne til at nå sammen med vores sparsomme ressourcer. Jeg har været kaldt ind på vagt for at lægge et drop, og det skal jeg øve mig lidt i. Den stakkels kvinde blev stukket en gang eller to for meget. Der ER nogle sygeplejeteknikker, der er blevet lidt rustne med årene, og jeg har heldigvis kolleger, der kan lære fra sig.

Jeg har stadig en udsigt fra kontoret, der slår din

Kære venner

I forgårs døde min far efter et langt og godt liv. Han blev 95 år.

Han blev passet så godt på af alle mine søskende og af hospital og kommune i Randers. Jeg nåede desværre ikke hjem, men jeg er på vej, med et lille ophold i Nuuk (jeg fint kunne undvære) og flyver videre mandag morgen.

Om aftenen efter hans død havde vi det fineste nordlys, som var han lige forbi og sige farvel

Jeg vender tilbage til Sydgrønland og mit arbejde. Og til bloggen