Jeg er forbavsende lidt skuffet. Lidt, selvfølgelig, men forbavsende lidt. Ja altså, over Copenhagen Marathon og mig. Måske hænger det sammen med mine lungers miserable tilstand, og at det lissom overskygger noget så relativt ligegyldigt som et løb. Jeg mener, det er totalt ufedt ikke at få nok luft indenbords. Eller egentlig er det mest ubehagelige at få luften ud af lungerne igen. Min skuffelse over ikke at kunne kontrollere min allergi er enorm. Jeg kan ikke fordrage at blive begrænset. Jeg hader at sidde og lyde som en gammel KOL patient med rygerlunger. For Christ’s sake – jeg er jo en veltrænet kvinde med en lungekapacitet over normalbefolkningens!

Jamen jeg har jo trænet sådan rimeligt målrettet, og det skulle lissom være mit grænseoverskridende come back til marathon distancen? Hvorfor er jeg så ikke syg om hjertet af skuffelse? For det er jeg ikke. Jeg er lidt ked af, at jeg nok må lade være med at løbe marathon i København. Det er trods alt anden gang, jeg er kravlet ud af det løb med et astmaanfald i fuldt udbrud. Maj er bare en skidt måned til den slags. For mig. Men jeg elsker den folkefest, Sparta arrangerer i København. Og jeg vil frygtelig gerne løbe med, men – hånden på hjertet – jeg skal ikke løbe marathon i maj, vel?

Jeg er jo sådan en målrettet person. Ambitiøs og alt muligt. Måske er min mentaltræning ved at virke? Den træning, der handler om at leve fint videre med at være blevet en langsom løber. Mens vi endnu løb i søndags, grinede Jesper af, at jeg gik ved væskedepoterne. Han havde været helt overbevist om, at jeg var sådan en, som ville løbe og drikke. Det ville jeg også have gjort i mit tidligere liv. Gosh, jeg har trænet og trænet kunsten at drikke af et plastikkrus i fuld fart. Men i søndags var der ingen grund til det. Jeg tænkte faktisk slet ikke over det. Gad bare ikke stresse ved drikkedepoterne. Fordi vi hyggeløb. Og måske derfor er jeg ikke så skuffet. For det var en fest, og det var hyggeligt. Og jeg har trænet godt.

Jeg har altid elsket at træne. Jeg kan sagtens træne uden mål. At træne mod et bestemt mål er anderledes. Og sjovt. Men træning er jo aldrig spildt. Alene det at kunne løbe to timer i en solbeskinnet skov er motivation nok for mig. Jeg elsker lange løbeture. Jeg elsker, at jeg kan. Og jeg glæder mig vildt til at løbe i Holte den 5.-6. juni.

I dag cyklede jeg mine 35-40 km frem og tilbage til arbejde, og politikermøder bliver altid for lange, men jeg løb min lille tur i skoven, da jeg endelig var hjemme kl 20.30. Jeg er igang igen.