Og det blev lyst

Jeg sparede tre timers transport i dag og arbejdede hjemme. Fordi jeg alligevel skulle til møder i byen. Og den ene time blev så brugt i løbeskoene. Hvor jeg som en kåd cirkushest plørede op og ned af de bakker, der nu findes på Amager Fælled. Det var min præmie.  Min bonus for et års tålmodighed.

Det forstår du ikke? Nej?

Nej, man skal nok være vokset op i mig for at forstå mudrede bakker med sne på som en præmie. Men når jeg nu har været forvist til asfalt eller helt jævne, flade stier så længe. Så var det en fest. Bare sådan at se min lille verden lidt fra oven.

Jamen skal du så bare ud og vrikke om igen, spørger du? Tja, er det ikke det, det hele handler om? Livet? At vove at glide, miste fodfæstet, vrikke om på ankler? Og nyde euforien over at kunne, når det lykkes?

Amager Fælled var pakket ind i tøsne, is og mudder. Og jeg vendte hjemad med våde sko, mudder på bukserne og en lille bitte smule lykkelig.

IMG_0961

IMG_0960

 

Billedspam fra morgenens nærdødsoplevelser

Jeg havde en illusion om en lang og rolig formiddag. Med masser af tid til sidste indkøb, bloggeri, emails og kaffe. I stedet tog jeg på opdagelse efter noget graffiti, jeg havde stillet Amaroamar i udsigt. Det blev en spændende tur i toget til byens latinokvarter, hvor jeg nemt kunne have fortabt mig i timer. Det gjorde jeg så også næsten. Og måtte heppe toget i fart tilbage i tide til min airport shuttle. Derfor ingen sidste indkøb og sikkert en lettet bankmand i Danmark.
Jeg nåede de sidste nærdødsoplevelser på mine stambakker. Og havde den udsøgte fornøjelse at støde på en dansk fyr halvvejs hjemme. Som var lige så halvdød som mig.
Juhuu Amager, here I come. Og I får de billeder, jeg nåede at klipse med fonen.

20120504-144432.jpg

20120504-144443.jpg

20120504-144450.jpg

20120504-144457.jpg

20120504-144505.jpg

20120504-151109.jpg