Advarsel: surt opstød i farvandet

Jeg vil gerne bytte fødder og hænder. Jeg har virkelig fået nok af dem. De topper selvfølgelig også med både brækkede tæer og dårlig hæl lige nu. Og jeg er virkelig ikke god til at blive begrænset i mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver olm og uvenlig. Og selvom jeg elsker at cykle for fuld udblæsning tre timer i solskin. Eller padle rundt i vandet omkring mit hjem. Så.er.det.bare.ikke.løb.

Kunne vi ikke lave en aftale? Når nu jeg næsten uden at brokke mig lever med sovende fødder og fingre. Som hele tiden har den irriterende prikken under fodsålerne og i fingerspidserne. Og når jeg næsten uden at brokke mig eksisterer fredeligt med ild under fødderne. Og med hænder der bare kort og godt gør ondt. Altid. Kunne du så ikke ondulere den hæl? Så vil jeg undlade flere ninjaspark mod teltpløkke.

Tæerne heler planmæssigt, og jeg kan nu skifte plasterforbindingen uden at hyle. Min hæl, derimod, bliver ikke bedre. Den blev en overgang overdøvet af de to miserable tæer, men nu er den tilbage for fuld kraft. Og det forstærker bare alle de sædvanlige irritationsmomenter ved hænderne og fødderne, som der ikke kan gøres andet ved end at leve med dem. Det er gamle nerveskader fra kemoterapien. En del af prisen for at være her i dag. Og det er for det meste en helt fair pris. Det gør heller ikke lige ondt hele tiden. Det er værst om morgenen, og hænderne hyler og vræler den første halve eller hele time af en cykeltur eller rotur. Men så stilner det lidt af. De underholder mig også med gode og dårlige dage, som jeg ikke har knækket koden på. Eller måske skulle jeg kalde det dårlige og endnu dårligere dage. Men så finder jeg aldrig nogen, der vil bytte.

Det er ikke verdens kønneste fødder. Lidt for brede, lidt for små og lidt for høje. Men de har tjent mig godt. Det meste af tiden, og de står fast i underlaget på en meget jysk måde. Vil du bytte? Bare en uge? Vi trænger virkelig til lidt tid uden hinanden.