Jeg har gået og været noget indestængt siden onsdag over Chris Macdonald’s seneste eksponering. Nu gik han over min streg. Med noget, der ligner en massiv voldtægt af Mount Kilimanjaro i Tanzania i en selviscenesættelse, der tog luften ud af mig. Superskrumperne fra Ebeltoft-projektet “By på Skrump” skulle på toppen af Afrikas højeste bjerg. Hvorfor? Det var ikke deres projekt. Det var ikke en del af deres livsstilsændring, selvom der konstant blev gjort tynde forsøg på at sammenkæde dem med “bjergbestigning”. Det var fuldstændigt løsrevet fra by-projektet, som jeg ellers havde lidt respekt for. Men de skulle overskride deres “komfortzone”. Og det skulle foregå på et bjerg?? Midt i et af verdens fattigste lande?

Chris Macdonald gav den gas med alt for stor rygsæk, som nok skulle markere ham som førerhund. Man behøver ikke meget oppakning på Kilimanjaro. Bare hvad man skal bruge i løbet af dagen. For alt bliver båret af lokale portere. Også for Chris Macdonald. Det er et ufravigeligt krav fra Nationalparken. Ligesom kravet om lokale, specialuddannede guider. Men der var tilsyneladende ikke nogen sorte med på deres ekspedition. Ethvert sort ansigt var siet fra. Det ville have klædt Chris MD at lade et ord eller to falde om de virkelige helte på sådan en tur. De 20-30 tanzanianere, som for en ussel daglejer-løn slæber mad, udstyr, oppakning, telte med til alle lejrene. Og sikkert også kameraudstyr. Som blæser i forvejen i dårlige gummisko, så teltene er slået op eftermiddagesteen er klar, når gruppen når frem. Et ord eller to om de 5-7 guider, som tog sig af det virkelige arbejde med at få gruppen plus kamerahold op ad bjerget, ville have været klædeligt.

I stedet så vi Chris MD give den som guide, som “ekspert”, som den der tog en ekstra rygsæk, som den der vidste noget om bjerget. Shame on you, Chris MD. Og shame on DR, der viser et eksempel på en bestigning af Kilimanjaro af værste skuffe. Som et bjerg in the middle of nowhere. Som bare ligger der, så velbeslåede vesterlændinge kan komme ud af deres komfortzone. Man kunne have lært et og andet om komfortzoner af de her: