Lånt fra http://www.kulturvaerftet.dk

I aftes cyklede hjem gennem Københavns indre havnefront i en stille stemning. Som blev understreget af det helt særlige lys, som København kan sprede over sine havnearealer en sommeraften, før solen er gået helt under dynen. Jeg var glad for at cykle hjem alene i min egen stille stemning, for jeg havde mødt to af mine skrive-ikoner. Ja, det er Paul Auster og Siri Hustvedt. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg måtte bare opleve dem, når de nu var i byen sammen.

Jeg har slæbt Auster-bøger med i rygsækken til de fjerneste afkroge af verden. Jeg har ligget i 6000 meters højde og læst “The invention of solitude”, og jeg har slidt en udgave af “The red notebook” i laser. Og lige for tiden bliver jeg ramt i hjertekulen af Siri Hustvedt’s “The summer without men”. De kan noget med ord begge to, som rammer noget helt særligt i mig. De kan fortælle en historie, og de kan fortælle den, så jeg aldrig bliver færdig med at læse den. Tag et kig på mit slidte eksemplar af “The invention of solitude”, når du gæster mig næste gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange den har været med mig på rejse.

Og hvad fik jeg så? I den Sorte Diamant en torsdag aften? Jeg fik to mennesker i samtale, som emmede af kærlighed til hinanden og til det liv, de har valgt. Flankeret af to irriterende journalister, som aldrig rigtigt fik det til at fungere med at være live-interviewere. Når de to slap løs af journalistkløerne ind imellem, sprudlede de. Men selvom journalisterne gjorde det dårligt, så var det altså fedt at opleve både ham og hende, og måske især ham og hende sammen. Paul Auster kom aldrig på banen om sin nyeste bog, Sunset Park, så jeg udvidede mit Austersortiment med den.

Og så stillede jeg mig i en monsterlang kø for at få ham til at signere den. Og hende til at signere “The summer without men”, når den nu alligevel lå i tasken. Siri Hustvedt smilede venligt og skriblede sin autograf i min allerede lidt slidte bog. For bøger skal både med i seng, i toget og i rygsækken. Det bliver de ikke pæne af. Mens Paul Auster skriblede sin lille krusedulle i min nyindkøbte bog, sagde jeg til ham, at jeg var ked af, at jeg ikke havde husket at tage “The red note book” med. Fordi den bog bare har været med mig rundt i hele verden, og fordi den har været så stor inspiration. Og SÅ smilede han stort. Og ville egentlig gerne have talt lidt om den bog. Hvis ikke der havde stået 1000 kvinder bag mig. Så han sagde bare tak, og at han var glad for at høre, at netop den bog var vigtig. Ha – hvor blæret. Paul Auster talte. Til mig!