Lige så meget, som jeg elsker at trække i vandrestøvler eller løbetøj, elsker jeg høje hæle, neglelak og feminine outfit. Jeg har en pænt imponerende skosamling og har midlertidigt forbud mod at købe flere. I mine skabe hænger kjoler og fint silketøj, som jeg med stor fornøjelse ifører mig også på hverdage.

De mange gange jeg har været på ekspedition i bjergene og er kommet beskidt og ildelugtende hjem, har jeg fået et akut behov for noget modvægt til alt det praktiske og ikke-så-feminine. Og er nærmest gået amok i stilletter, nylonstrømper og læbestift. Og har pladret parfume ud over min lille krop. Jeg bliver ikke spottet i sportstøj eller outdoor’ish style på stenbroen, med mindre jeg er i løb.

Men jeg glemmer, at den slags ikke egner sig til lange cykelture eller ture over fælleden på jagt efter urter. Derfor må jeg nu endnu engang minde min indre indkøbschef om, at sommerfrakker i sarte lyse farver fremover må være udelukket fra mit repertoire. Der er en grund til, at sort går godt hos mig.

For nu hænger min lyse, fine sommerfrakke til tørre efter vask og febrilske pletfjerningsforsøg. Med en stor og stædig blå plamage på ryggen, som ikke vil score point i kontorlandskabet. Og som en anden Emil-fra-Lønneberg har jeg ikke den fjerneste idé om, hvor den blå farve kommer fra. S-toget? Rygsækken (man cykler ikke med rygsæk i sart sommerfrakke)?

Suk.