Om en times tid er der endnu engang gået et år. Siden sidst. Og jeg er igen blevet et år ældre.

Jeg sidder i min sofa og hygger mig over tanken om, at morgendagen bliver min helt egen omsorgsdag. Jeg har nemlig visket dagen ud i min kalender. Ingen kan booke mig til møder. Jeg har fri, har jeg. I morgen sover jeg, til jeg vågner, løber en tur, ror en time i kajakken, laver lagkager, læser avis og hører høj musik. Fødselsdage er til forkælelse.

Noget af det gode ved sådan en ekstra fridag er optakten. Hele dagen har jeg glædet mig. Allerede i morges, da vækkeuret brølede sit godmorgen, gnækkede jeg indvendigt ved tanken om at kvæle det i morgen. Dynen fik et ekstra kram, inden jeg tumlede ud af sengen, mens jeg hviskede et vi ses. Jeg har slået min egen rekord i indskudte sætninger, der indeholder noget med ‘kan ikke skrive i morgen’ eller ‘ekstra fridag’. Mod slutningen af dagen udløste det let skulen fra nogen.

Bare bevidstheden om, at jeg i morgen efter min løbetur, kan sætte mig hen på caféen med en latte og en croissant. Og ikke kaste sager i cykeltasken og styrte ud af døren. Ja det giver bare sådan en glad boblen i hele kroppen. Hvem ved, måske skal jeg lige have en morgendukkert i kanalen først?

Og nu vil jeg kramme min dyne lidt ekstra og sove lige så længe, jeg har lyst. Mens jeg har billedet af morgenstunden i morges på nethinden. Det bliver en god dag. Jeg ved det.