Jeg pakkede løbetøjet i morges og bimlede højt belæsset til Hillerød. Med papirer, iPad, overtrækstøj, madpakke og løbetøj. Plus det løse, der altid bor i bunden af en taske. Efter at have turboarbejdet i mange timer, trak jeg så løbetøjet på. Sådan lidt balret i benene af yoga og løbeture og med rødvin i sigte hos min veninde skulle det selvfølgelig bare være en kort tur i skoven.

Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker at løbe i skoven. De bløde bakker. Puddersneen på grenene.

Og jeg havde næsten glemt, hvordan jeg kan blive helt væk i selvforglemmelse, når jeg løber. Jeg glemmer alt om tid og sted. Kommer nærmest i et zen agtigt mode. Sådan noget oplever man kun, når man ikke har en hæl, der skriger ved hvert afsæt.

Og det har jeg ikke mere. Den piver en lille smule. Mindre og mindre dag for dag. Og jeg glemte mig selv, mens jeg lod mig pakke ind i skoven.

Men jeg havde også glemt, at St. Dyrehave er forhekset. Den er fyldt med alfer og skovtrolde, der drysser glemmepulver på mig. Jeg har løbet i skoven gennem fire år. Og gang på gang sker det. Jeg bliver væk.

Pludselig er jeg et sted, jeg ikke kender. Og pludselig igen er jeg et sted, jeg kender. I den helt forkerte ende af skoven. Langt, langt fra mit lille bitte kontor.

Og her er ingen smutveje. Sådan bliver en lille bitte tur med et lang. Forunderligt nok holder benene op med at være balrede, og jeg løber gennem skoven på lette fjed. Op og ned. Og ned og op. Helt sikkert til højre her. Nå nej, det skulle nok have været til venstre. Og nu tror jeg, jeg ved, hvor jeg er. De her træer kender jeg jo. Helt sikkert.

Og først efter lang tid. Som en god time. Dribler jeg med lettelse hen til mit eneste sikre pejlemærke i den skov. Femstjernen.

Endnu engang har den snydt mig. Den forheksede skov. Og min korte fredagstur varede pludselig halvanden time.

Så hej til den uge og hurra for forheksede skove. Hav en fantastisk weekend.