Tag Archives: Gudenåen

by - 2 kommentarer

Terapi og løbesko

Skal du ikke ud og rende, spørger min far. Jo, siger jeg og snører løbeskoene. Hvor render du hen, spørger han. Ned til åen, tror jeg, siger jeg mens jeg sætter håret i hestehale. Pas nu på, du ikke falder i åen, siger han. Jaja, siger jeg. Som døtre siger. Jeg løber ikke så langt, siger jeg. Nej nej, siger han. Som fædre siger. Han ved, at mine planlagte tre kvarter sagtens pludselig kan hedde halvanden time, fordi naturen, smukheden, vinden og mine tanker kan opsluge mig og ophæve tiden.

Derfor løb jeg igen sen eftermiddagstur ved Gudenåen og tog billeder med hjem til min far. For det har varet så længe, at han ikke har kunnet komme der. Og fordi det er ham, der har lært mig at sætte så stor pris på at løbe på de små spor helt ude ved åbredden. Han har vist mig, at tid bliver ophævet, når man bliver opslugt. Og det er ham, der har lært mig at stå helt stille og glo på vand, der langsomt glider forbi. Engang med en fiskestang. Nu kan jeg uden. Også mens jeg løber.

IMG_3256

IMG_3258

IMG_3260

by - 3 kommentarer

Smukhedspauser i Randers

Jeg er i Randers. Her tøffer jeg rundt og forsøger at lokke små lækre måltider i min mor. Og pakke tæppet godt omkring hende, så hun har det rart. Jeg forsøger at trylle lidt i køkkenet til min far og mig selv. Og jeg går til hånde med dit og dat. Jeg har fx gjort køleskabet skinnende rent og smidt forældede fødevarer i skraldespanden. Og ladet køleskabet stå utændt i et døgn bagefter.

Og ind imellem alt det, sætter jeg stor pris på at smutte afsted i løbeskoene til Gudenåen. Hvis man tror, Randers er en grim taberby, skal man lægge vejen der forbi. Randers har nemlig forvandlet tidligere tiders grimhed til noget, der laver begejstrede spjæt i mit hjerte. Den ældgamle Pramdragersti blev shinet op for nogle år siden, så folk let kan gå, løbe eller cykle fra byen til Fladbro. Og nu har byen sat en gangbro op ved motorvejen, så jeg let kan smutte over på den anden side af åen. Til Vorupenge, som har fået præg af en slags nationalpark. Her er smukt og spændende. Sporene snor sig rundt om vand og siv og bisonkvæg. Her græsser dansk nationalkvæg, som nærmest er udryddelsestruet, og jeg mødte en lille flok geder på min vej. Til sidst kan jeg krydse åen igen ved jernbanen og løbe tilbage til Fladbro og mine forældre. Og sådan går der næsten et par timer med smukhed omkring mig.

IMG_3223

IMG_3225

IMG_3226

IMG_3231

IMG_3233

 

by - 5 kommentarer

Den dejligste morgen

Ja, jeg flasher lidt mere jysk natur og og inviterer med på min morgenløbetur. Mine forældres hus ligger på en bakkeskråning med fantastisk udsigt over Gudenådalen. Og hver gang, jeg er her, løber jeg så mange ture langs den å, som jeg overhovedet kan nå. Hver gang undrer jeg mig i mit stille sind over, at jeg møder meget få mennesker. Sært at have så smukt et område så tæt på byen, som bliver brugt så lidt.

Jeg vågnede til blå himmel og sol over landet, så løbeskoene blev luftet inden morgenmaden. Sådan en morgenstund skal man ikke snyde sig selv for. Så er det nemlig at Karma-Knud kan gøre ting som at sende sorte skyer og påskesne. Og denne søndag emmede af god karma.

Jeg lagde først vejen igennem Fladbro Skov.

Og så satte jeg over Fladbrovej mod ådalen, som var myldrende fuld af morgenliv. Fuglene sang og kvidrede. Ænder og svaner snadrede, og en enkelt Randersborger havde taget morgenmaden med til åbredden. Vi hilste høfligt på hinanden og udvekslede brede morgensmil .

Man kunne dårligt tro, at det var samme å, som i går. Ikke en vindrørte sig. Der var ikke en krusning på vandet. Selv min onde hæl holdt bøtte de første 10-15 minutter. Hvorefter den blev tiet til tavshed.

Solen spillede lystigt på himlen og skabte små diamanter i vandet. Det var stadig isnende koldt, og alligevel var det svært at få de isdækkede overflader til at passe med resten.

Til sidst gik det hjem over golfbanen, som endnu ikke var blevet befolket af mennesker med golfvogne og svingende køller. Hjem til en tiltrængt morgenmad og min mor og far, som heldigvis har kendt mig i mange år. Og ved, at der ikke er grund til bekymring, når der går tættere på 1½ time på sådan en morgen.

Nu sidder jeg bænket i toget mod København og glæder mig stort over, at min mor fortsat stædigt trodser det der hjerte, som lavede ballade sidste år. Og glad griber de vandrestave, jeg gav hende i 80-års fødselsdagsgave og vandrer afsted ud i skoven. Og holder trit med os andre. Det er sejt.