Skal du ikke ud og rende, spørger min far. Jo, siger jeg og snører løbeskoene. Hvor render du hen, spørger han. Ned til åen, tror jeg, siger jeg mens jeg sætter håret i hestehale. Pas nu på, du ikke falder i åen, siger han. Jaja, siger jeg. Som døtre siger. Jeg løber ikke så langt, siger jeg. Nej nej, siger han. Som fædre siger. Han ved, at mine planlagte tre kvarter sagtens pludselig kan hedde halvanden time, fordi naturen, smukheden, vinden og mine tanker kan opsluge mig og ophæve tiden.
Derfor løb jeg igen sen eftermiddagstur ved Gudenåen og tog billeder med hjem til min far. For det har varet så længe, at han ikke har kunnet komme der. Og fordi det er ham, der har lært mig at sætte så stor pris på at løbe på de små spor helt ude ved åbredden. Han har vist mig, at tid bliver ophævet, når man bliver opslugt. Og det er ham, der har lært mig at stå helt stille og glo på vand, der langsomt glider forbi. Engang med en fiskestang. Nu kan jeg uden. Også mens jeg løber.
Helles Blog 
Hold da op. Du har været vanvittig heldig med de 2 lodder du valgte i udtrækningen af forældre:-)!
Og du sætter gode og vigtige tanker i gang om hvad der VILDT VIGTIGT for mig, at mine børn husker og er præget af fra mig (og deres far), når de bliver voksne.
Smuk, smuk tur. Dejlige og gode tanker og skriveri. 🙂