Tanker om en mor

Min mor er syg. Meget syg. Og vi er kede af det. Jeg er igen på vej til hende og min far for bare at være der. Og for at hjælpe med det, jeg nu kan hjælpe dem med.

Min mor er ikke bare en mor. Hun er min mor. Hun er det første menneske, jeg har kendt. Hun er min første og længste kærlighed. Og fordi jeg har haft hende så længe, er det svært at forestille sig en verden, hun ikke er i. Min mor er en gammel dame. Og min fornuft kan sagtens sige højt, at når man bliver gammel, er det klart, at man dør på et tidspunkt. Det er det, folk siger til mig. At det ikke er så slemt at miste nogen, der er gammel. At det er meget værre at miste nogen, der er ung. Min hjerne har det bare ikke sådan. Den slags regnskaber fungerer ikke for mig, når nu noget kan blive virkeligt. Fordi jeg har haft min mor så længe, er hun sådan en, der er her. Altid.

Min mor har levet et godt og langt liv fyldt med kærlighed og mange børn. Hun har sat flere kilometer plaster på mine sårede knæ. Hun har brugt timer på at pille splinter ud af min krop. Hun har været der, hver gang livet satte knock outs ind og ramte mig. Hun var med til mit første barns fødsel og spillede canasta med mig i timevis, mens veerne tog til. Jeg har ikke tal på de gange, hun er stillet i en lufthavn for at tage imod mig, når jeg har været langt væk længe. Min mor var der også, da jeg selv blev syg, og hun var en af de få mennesker, der holdt mine efterdepressioner ud. Også når jeg skældede og smældede på universet eller krøllede sammen i angst.

Det var min mor, der slæbte mig med på tømrerkursus, mens mine veninder gik på ‘Martha’. Som var et husmoderforberedelseskursus, min mor nægtede mig adgang til. Jeg skulle fandme stile højere. Min mor var den, der lærte mig at rengøringskemi ikke kun virker på snavs. Sammen med min mor så jeg Hair, da den blev opført første gang i Danmark, og vi så Dødens Triumf på Det Kongelige, mens Savage Rose spillede til. Hun introducerede mig til kvindebevægelsen og sparkede mig til at mene noget politisk.

Selvfølgelig har vi haft oppetider og nedetider. Det har man, når man er mor og datter. For den første kærlighed i livet gør også sårbar. Og afklædt. Man kan ikke gemme sig. Eller fake.

Det gør ondt at se hende så syg. Det gør ondt, når jeg ikke kan tage den kærlighed, der altid har været, og gøre den godt. Og selvom jeg også er voksen og rationel og fornuftig og praktisk, ligger der en sammenkrøllet femårig henne i hjørnet og banker mine knyttede næver arrigt og afmægtigt ned i gulvet.

9 thoughts on “Tanker om en mor

  1. Det er så fint, Helle. Og trist. Jeg sidder og græder lidt ned i mit tastatur.
    Det enorme hul af sorg og savn, et menneske efterlader, bliver ikke mindre, fordi det handler om nogen, der har levet meget længe.

    Jeg glæder mig så meget til at se dig snart.

  2. Helle, din dejlige frikadelle, jeg er så ked af at din mor er helt skidt igen.
    Og jeg er glad for dine forklarende ord, om det med at hun er din mor! Jeg forstår det hele meget, meget bedre nu. Jeg aner jo ikke rigtigt hvordan det er at være knyttet til en forældrer, men nu forstår jeg en lille snas af det.
    Dermed forstår jeg dig og din frygt for at miste så vigtig en personi i dit liv. Puh, du får store kram på fredag, bare jeg ikke kommer til at mase dig!

  3. Kæreste Helle, det gør mig så ondt, at din mor er syg. Og så syg. Man bliver vist ikke rede til at miste sin mor eller far. Uanset hvad. De vil mangle, man vil beholde dem, bare lige lidt længere, uanset hvor langt og godt et liv de har haft.
    Tanker og knus til dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s