Jeg er en læsehest. Lige fra Søren og Mette og lille Jep i første klasse åbnede bogstavernes verden for mig, var jeg fast inventar i skolebiblioteket. Og jeg glemmer aldrig det store øjeblik, da jeg fik mit eget lånerkort til det rigtige bibliotek. Jeg kan læse hvorsomhelst og nårsomhelst. Det er ikke ualmindeligt at se mig med en bog i hånden, mens jeg rører i gryderne på komfuret. Jeg elsker ord. Når de flettes sammen på fantasifulde og smukke måder og skaber fortællinger og forestillinger. Og når jeg holder ferie sluger jeg bøger.

Noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv på bogfronten, er min Kindle e-book reader fra Amazon. Den fylder ingenting, vejer næsten intet og kan rumme op til 3000 bøger. Og når man nu godt kan lide at læse engelske bøger, er det ren livskvalitet. Den er nem at have med på rejser, fantastisk i sengen (!), og så giver den ikke trætte øjne. Der er nemlig ikke lys i skærmen.

Inspireret af Anna havde jeg købt “Extremely loud and incredibly close” af Jonathan Safran Foer til min Kindle. Det er den mærkeligste bog, jeg nogensinde har læst. Den forvirrede mig. Jeg blev irriteret. Var ved at lægge den væk gang på gang. Fordi jeg ikke kunne hitte rede i den. Men jeg er stædig, og jeg holdt fast. Og godt for det. For til sidst. Til allersidst i bogen flettede alle de løse ender sig sammen og blev til et sammenhængende hele. Og jeg blev så påvirket af bogens lille store fortælling, at jeg måtte vente flere timer, før jeg begyndte at tygge på den næste bog. Bogens fortælling cirkler om en lille drengs svære, svære proces efter faderens død ved angrebet på Twin Towers. Familiehistorien og andre store tab fletter sig langsomt ind på næsten anmasende manér. Og jeg kan kun sige, at jeg er ufatteligt glad for, at jeg læste bogen færdig. En dag vil jeg læse den igen. Bogen er filmatiseret og biografaktuel. Jeg ved ikke, om jeg kan tåle at se den.

Næste bog havde jeg glædet mig til. På anbefaling af min chef, som ved, hvilke slags bøger, jeg elsker: Jonathan Franzen, Freedom. Som er en fortælling om det moderne amerikanske liv. Jeg er ikke færdig endnu, men jeg kan allerede mærke, at jeg må læse hans “Corrections”.

Og så hørte jeg lydbøger. Jeg tilbragte en del tid i bus og tog, og her er lydbøger geniale. Jeg elsker godnathistorier. Og jeg nåede mange i de to uger.

Den første var Hanne Reintoft’s “Når dagene strenges” om en families udvikling fra første verdenskrig til lige før anden verdenskrig. De historiske begivenheder danner en rigtig spændende kontekst i familiefortællingen. Bagefter flød et par krimier ind gennem ørerne og ud gennem næsen (eller..?). Det er meget fint med lidt ligegyldigt læsestof, som man ikke behøver koncentrere sig om, mens man rasler afsted i busser gennem landskabet. Første krimi var af Helle Stangerup. Bogen var en gave fra DR. Hold øje, for de gør det tit. Forærer lydbøger væk. “En forskers død” er inspireret af en virkelig begivenhed, da dr. Kelly i Storbritannien lækkede til pressen, at invasionen i Irak byggede på et forfalsket grundlag. Det var godt, det var en lydbog. Og at jeg ikke havde andet at lave. For den bog var simpelthen for lang og for konstrueret. Jeg er i en fase, hvor jeg går død i krimier. De keder mig.

Alligevel spurtede jeg videre til Elsebeth Egholm, som DR også havde foræret mig. Hun har aldrig været på min krimihitliste. Og det kom hun heller ikke med “Tre hundes nat“. Så meget drama, som bogen skrabede sammen, har jeg mere end svært ved at se for mig i Grenå. Men så gik tiden med det, og jeg blev igen overbevist om, at der er gået inflation i krimigenren.

Men topscoreren i kedelighed blev Michael Falch med bogen “Trækruter“. Og det blev jeg egentlig lidt ked af. Jeg holdt mest af ham, da han spillede i Malurt og har ikke fulgt så meget med siden. Bogen er en slags bekendelsesroman i dagbogsform. Og det fungerer dårligt. Michael Falch læser selv op, og han slipper ikke helt heldigt fra det. Eller han har måske bare ikke en helt god højtlæsningsstemme. Bogen bliver en lang kredsen om misbrugsproblemer og en lige så lang række råd til verden om at leve uden alkohol. Præget af inspiration fra alt for mange selvhjælpsbøger. Som jeg har en vis allergi for. Jeg hørte den færdig. Men jeg ved ikke hvorfor?

Men heldigvis har jeg Franzen på min Kindle, og jeg stjæler mig til at kravle ind i hans roman, hver gang jeg ser mit snit til det. Bare læs den. Og den anden Jonathan også. Selvom den kradser i sjælen.