Kan vi ikke godt aftale, at vi snart er færdige med at klovne os igennem det der cancer? Mens vi hyggegyser  over de andres skrækkelige skæbner. Og vinder biler, mens vi køber en slags aflad med en kendis i telefonen? Jeg trænger til en pause.

Jeg har altid haft det anstrengt med den slags sammensurium af dagsordner, og siden jeg selv blev syg, har det været mig inderligt imod. Til kvalmegrænsen. En enkelt gang i ugen forvildede jeg mig over på TV2, der knækkede løs på cancer. Til et program med Bubber, som var rejst til Lanzerote med en gruppe tidligere kræftpatienter. Bubber kvidrede rundt, mens han udråbte sine buddies på turen til helte. Fordi de overlevede. Og fordi de løb fem kilometer, eller hvad det nu var. Mens der kørte et banner i toppen af billedet med opfordringer til at kaste penge ind på en konto, så TV2 kunne knække videre

Og når Bubber ikke kvidrede rundt, viste TV2 sort-hvide billeder af kræftramte eller godhjertede sygeplejersker. Med lukkede øjne og sørgemusik i baggrunden. Der havde en god dag, når de “kom helt under huden på deres (kræft)patient”. Undskyld, undskyld, hvis jeg kaster lidt op i munden.

Det er svært og sårbart at tale imod en folkebevægelse. Og det er som en slags folkevægelse. Der fester, gyser, spiller golf eller løber for eller imod kræft. En folkebevægelse, der hylder Kræftens Bekæmpelse, som om det var dem, der gør folk raske. Eller hjælper andre til at dø en ordentlig død. Kræftens Bekæmpelse gør meget godt. Og en del knapt så godt. Og rigtig meget, der godt kunne udfordres mere, end det bliver. Men det er læger og sygeplejersker på vores hospitaler, der gør det daglige arbejde. Sørger for at syge folk får den rigtige medicin til den rigtige tid, bliver opereret, får fred, mad og svære nødvendige samtaler. Det er dem, der tørrer bræk op, tørrer os i røven, lægger slanger ind her og her og hænger posevis af giftig medicin i vores dropstativer. Mennesker, der arbejder røven ud af bukserne på de hospitaler, vi langsomt har forsøgt at aflive gennem de sidste mange år. Som ingen gider betale skat til at financiere.

At få kræft er hårdt arbejde. Man er ikke en helt, fordi man ikke dør af det. Man er heldig. Man er heller ikke en helt, fordi man kan løbe, cykle eller bestige bjerge bagefter. Man er heldig. Man er lige så lidt en helt, som man er en evig stakkel. Kræft har ingen mening. Det er bare benhårdt arbejde. Og man er uheldig, at det lige tog bolig i den krop, der er din.

Jeg føler mig misbrugt, underkendt og udstillet, når TV2 og andre gør cancer til underholdning. Jeg fatter hat af det overskæg, som skal gøre noget cancer i den anden ende af mandekroppen lidt hyggesjovt. Og jeg bliver decideret antilyserød, når brysterne en gang om året får deres helt eget show i fjernsynet. Jo, de samler penge ind, så vi kan pudse samvittigheden, mens vi danser, er lyserøde eller løber. Men de skaber sig også et brand i befolkningen. Som dem der gør noget. Dem der helt uden beregning kaster produkter ind for at få flere til at joine. I modsætning til sådan nogen som mig, der ikke engang gider like på Facebook. Og de kan muligvis overbevise sig selv om, at det er renhjertet godgørenhed. Jeg har stadig smagen af opkast i munden.