Spøgelset i Fasanskoven

Jeg hader faktisk den her overgang fra koldt til skidekoldt, mens vi venter på fimbulvinteren. Jeg bliver iskold af at cykle København tynd, og jeg har voldsomme indre diskussioner med mine løbesko. Når det nu også er mørkt, ikke?

Men jeg har arbejdet hjemme, og derfor kunne jeg nå at drible ud i kulden, inden mørket havde lagt sin klamme hånd over verden. Fordi diskussionerne med løbeskoene altid tager ekstra tid, blev det lidt til den sene side. Alligevel drejede jeg til højre mod Kalvebod Fælled i stedet for at løbe lige ud over Amager Fælled. Der blæste en frisk (pissekold) vind langs vandet, og jeg kunne småhygge mig ved tanken om rygvind på hjemvejen. Jeg lod hegn være hegn og drejede væk fra vandet mod Fasanskoven.

Og pludselig var det skumringstid. Og pludselig tog jeg mig i at småsavne morderturisterne, der valfartede til åstedet i hobetal. For lige nu var jeg helt, helt alene i skumringen i Fasanskoven. Hvor der engang blev myrdet en kvinde, som var cyklet ud for at se på fugle. Jeg fór sammen ved en uventet lyd. Hvad var det? Speedede lidt op og kiggede mig forsigtigt omkring. Så var lyden der igen, og jeg fór atter engang forskrækket sammen. Løb lidt hurtigere, men kunne ikke få øje på nogen listemordere. Og så kunne jeg høre det, – det var lyden af min hestehale, der slaskede mod jakken. Jeg løb videre med et let uhyggefnis. Mens det blev mørkere. Og jeg var stadig helt alene. I Fasanskoven.

Pludselig stod der tre rådyr foran mig ved siden af stien. De stod bare der og kiggede direkte på mig. Jeg standsede og kiggede igen. Og pludselig var uhyggen væk. Pludselig var der ingen spøgelser. De tre dyr blev bare stående og emmede af en slags tryghed midt i mørket.

Jeg løb videre og mødte endnu en lille flok dyr, og fik rigtige savannefornemmelser. Jeg ville ikke være blevet forbavset over synet af en giraf eller elefant, der i skumringsmørket. Kalvebod-savannen er uforlignelig smuk, mens mørket langsomt sænker sig.

Og så rev jeg mig løs, fordi skumringen var på vej i natsort mørke. Løb ad stien langs golfbanen med Ørestadens lys ude til højre. Jeg løn henover parkeringspladsen i den royale golfklub og videre til Amager Fælled, hvor mørket havde fået så godt fat, at jeg holdt mig til cykelstien.

Så gør det godt med et glas rygende varm chokolade, mens kinderne blusser færdig.

Tanketomhed

Efter mange timers koncentreret tilstedeværelse på dagens konference. Hvor kommentarerne strakte sig fra ‘genialt’, ‘fantastisk’ , ‘fint koncept’ og ‘super spændende’, til ‘vanskeligt’, ‘enormt svært’, ‘kompliceret’ og ‘uigennemskueligt’. Så gør ti kilometer i løbeskoene godt. Også selvom mindst tre hadeparametre var opfyldt. Det var mørkt, det var klamt, og der var for mange biler. Hjernespændingerne blev rystet fri, og kroppen faldt på plads igen.

Turen var ikke noget særligt. Jeg løb bare afsted i mørket over slusebroen. Og en gang imellem er det bare helt okay at løbe ud i mørket alene. Når jeg har været og koncentreret en hel dag, kan mørket og aleneheden være ren healing. Jeg ser ikke så meget på sådan en tur. Har slet ikke min opmærksomhed på verden omkring mig. Jeg lukker lyde og trafik ude og får sorteret lidt i det mylder af indtryk og tankespind, dagen har fyldt mit hoved med. Jeg skråede ind over Fælleden i mørket, og gennem det klamme vejr, skinnede månen nok til, at stien blev synlig. Og for en stund var jeg fuldstændig alene.Og der lå ingen banditter på lur og frøs bag buskene.

Det gode ved sådan en tur er, at jeg forærer mig en time uden tanker. En time hvor kroppen tager over, og resten af hjernen trykker på pauseknappen. Sådan en slags mentalt brusebad, som renser ud efter en dag med seriøst mylder på øverste etage.

Og nu er jeg så tom derinde, at jeg ikke engang kan finde noget indholdsrigt at blogge om. Men jeg er glad. Jeg tror, vi lavede en fin konference.