Spøgelset i Fasanskoven

Jeg hader faktisk den her overgang fra koldt til skidekoldt, mens vi venter på fimbulvinteren. Jeg bliver iskold af at cykle København tynd, og jeg har voldsomme indre diskussioner med mine løbesko. Når det nu også er mørkt, ikke?

Men jeg har arbejdet hjemme, og derfor kunne jeg nå at drible ud i kulden, inden mørket havde lagt sin klamme hånd over verden. Fordi diskussionerne med løbeskoene altid tager ekstra tid, blev det lidt til den sene side. Alligevel drejede jeg til højre mod Kalvebod Fælled i stedet for at løbe lige ud over Amager Fælled. Der blæste en frisk (pissekold) vind langs vandet, og jeg kunne småhygge mig ved tanken om rygvind på hjemvejen. Jeg lod hegn være hegn og drejede væk fra vandet mod Fasanskoven.

Og pludselig var det skumringstid. Og pludselig tog jeg mig i at småsavne morderturisterne, der valfartede til åstedet i hobetal. For lige nu var jeg helt, helt alene i skumringen i Fasanskoven. Hvor der engang blev myrdet en kvinde, som var cyklet ud for at se på fugle. Jeg fór sammen ved en uventet lyd. Hvad var det? Speedede lidt op og kiggede mig forsigtigt omkring. Så var lyden der igen, og jeg fór atter engang forskrækket sammen. Løb lidt hurtigere, men kunne ikke få øje på nogen listemordere. Og så kunne jeg høre det, – det var lyden af min hestehale, der slaskede mod jakken. Jeg løb videre med et let uhyggefnis. Mens det blev mørkere. Og jeg var stadig helt alene. I Fasanskoven.

Pludselig stod der tre rådyr foran mig ved siden af stien. De stod bare der og kiggede direkte på mig. Jeg standsede og kiggede igen. Og pludselig var uhyggen væk. Pludselig var der ingen spøgelser. De tre dyr blev bare stående og emmede af en slags tryghed midt i mørket.

Jeg løb videre og mødte endnu en lille flok dyr, og fik rigtige savannefornemmelser. Jeg ville ikke være blevet forbavset over synet af en giraf eller elefant, der i skumringsmørket. Kalvebod-savannen er uforlignelig smuk, mens mørket langsomt sænker sig.

Og så rev jeg mig løs, fordi skumringen var på vej i natsort mørke. Løb ad stien langs golfbanen med Ørestadens lys ude til højre. Jeg løn henover parkeringspladsen i den royale golfklub og videre til Amager Fælled, hvor mørket havde fået så godt fat, at jeg holdt mig til cykelstien.

Så gør det godt med et glas rygende varm chokolade, mens kinderne blusser færdig.