Tak for alle jeres gode ønsker. Desværre er Oververdensherredømmet ikke lydhørt. Med andre ord – i morges var jeg mør. Med stadig høj feber ringede jeg til min læge på Vesterbro. Og var tæt på at græde, da hun på min lillebitte forespørgsel om en lillebitte akuttid til at få lyttet på mine onde lunger, bare svarede: Det kan du tro, kom herind klokken ni. Og var igen lige ved at græde, da sygeplejersken kiggede bekymret på mig og sagde: hold da op, du har det da skidt.

Nåmen jeg blev podet og lyttet på og podet igen og fik taget blodprøver. Og så kiggede hende lægen på mig og sagde: Jeg er ikke helt sikker på, at du har lungebetændelse, men du er jo rigtig sløj, så nu får du altså noget antibiotika. Og god bedring, da jeg gik. Så nu ligger jeg her. Og vil faktisk egentlig gerne have en lille smule ynk. Bare lidt. I afmålte doser.

For det der i morgen, det er jeg altså nødt til at stille op til alligevel. Det er det allerførste styregruppemøde i mit store, nye projekt med sundhed.dk, og det kan bare ikke afholdes uden mig. Og det er ikke en mulighed at aflyse. Så eftermiddagen bliver på sofaen med computeren i skødet, mens jeg laver slides til tre timers møde. Og i morgen? Ja så må panodil-ipren blandingen holde mig kørende, mens det varer. Det bliver ikke verdens bedste performance, men alternativet er værre.

Vera-musen? Hun er på vej på sygehuset. For hun bliver ved med at kaste op og har næsten ingenting taget til sig siden lørdag aften.

Virus fra Helvede, siger jeg jo.