Hippie 2

I dag udkommer Peter Øvig Knudsens andet bind om hippierne i Danmark. Og jeg har igen været heldig at få lov at lytte til bogen på forhånd og anmelde den. Her er min anmeldelse:

Jeg har igen haft Peter Øvig med mig rundt i min hverdag. Og han er godt selskab. Som for et år siden, da jeg lyttede til Hippie 1, har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Peter Øvigs hippiehistorier har været med mig på løbeture, i s-toget, på cyklen og læst mig i søvn om aftenen. Men hvor Hippie 1 var en munter og visionær, næsten bevidsthedsudvidende oplevelse, sprængfyldt med tro og optimisme, sidder Hippie 2 tilbage i kroppen som den slags erkendelse, jeg fik, da jeg opdagede, at julemanden ikke fandtes. Rigtigt. Det er eventyr af den alvorlige slags.

Det er ikke en let bog at anmelde. Flere af de involverede har stoppet samarbejdet med Peter Øvig og har reageret på hans fortolkning af historien. Det var meget lettere at anmelde Hippie 1 med de lysende visioner. Men enhver historie har flere sider, og det er vigtigt ikke kun at fortælle de pæneste. Hippiebevægelsen, avantgardekunsten og Det Ny Samfund har betydet rigtig meget godt og sjovt for både samtiden og eftertiden. Peter Øvig skildrer bagsiderne og de mange omkostninger på en for mig ordentlig og respektfuld måde. Men med bagsideskildringer er der ingen lette veje.

Nærmest ubønhørligt skrider historien frem med begivenheder, der drejede en helt anden vej end de lyse visioner. Hippie 2 fortæller den side af historien, som også må fortælles. Bagsiden af de voldsomme eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer. Polariseringerne og stridighederne indenfor de eksperimenterende miljøer. Hippie 2 har den sidste sommer, sommeren 1970, som det konstante omdrejningspunkt. Sommerens begivenheder og aktører skrives ind i den større samtidshistorie, og personernes historier folder sig ud som kontekst for sommerhistorien. Peter Øvig mestrer det at give detaljer liv ind i en større sammenhæng. Og det er måske netop det, som de involverede personer kan opleve ubehageligt. Eller ligefrem fejlfortolket. Fordi enhver oplever sin historie på sin måde. Der er meget smerte i denne hippiebog. Og jeg forstår den sårethed og blufærdighed, som de medvirkende oplever. Alligevel er det vigtigt, at denne del af historien også bliver fortalt.

Indgangen til det guddommelige har det med at flytte sig, når man har fundet den, som han på et tidspunkt siger i bogen.

Bogen fungerer godt som lydbog. Peter Øvig har en dejlig oplæserstemme, og jeg blev revet med af fortællingen. Øvigs talent for at skrue en spændingsfortælling sammen fornægter sig ikke. Tømrer-Claus’ musik forekommer mere afdæmpet end på Hippie 1, men jeg må høre den igen for at forsikre mig om, at det ikke er selvbedrag. Måske blev jeg revet med i en grad, hvor musikken faldt i baggrunden.

Jeg har lyttet mig gennem begge Hippie bøgerne. Med stor fornøjelse. Jeg holder meget af at kunne tage historien med mig, når jeg bevæger mig omkring. Men jeg tror også, jeg må købe bøgerne. Dem af papir. Fordi jeg savner billederne. Og jeg savner at kunne bladre tilbage og genlæse.

Jeg vil gentage, hvad jeg sluttede min anmeldelse af Hippie 1 med: Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp. Og tilføje, at med Hippie 2 får mine børn også nuancerne med.

Jeg ved ikke, om der er nogen morale på historien. Jeg sidder tilbage og tænker, at enhver form for fundamentalisme, om den bunder i religion, politik eller kunst, aldrig fører noget godt med sig. Og bagsiden af hippiebevægelsen var vel en slags fundamentalisme. Som rev nogen med sig i farten.

Hippie

Er I ikke bare ved at dø af nysgerrighed? Og kan ikke vente på at høre om Peter Øvigs bog? Jamen så skal I ikke vente længere. Bogen er udkommet, og her kommer min anmeldelse:

I de sidste dage har jeg i hver eneste arbejdspause pakket mig selv ind i lyden af eventyr. Hippiehistorien har været med mig på løbeture, forgyldt weekendrengøringen og læst mig i søvn om aftenen. Den har næsten været som et bevidsthedsudvidende trip.

Jeg voksede op i slipstrømmen af hippierne og the summer of love. Jeg var for lille og for ung til at være en del af Thylejren og den rigtige hippiebevægelse, men alt hvad der skete gjorde et dybt indtryk. Jeg var tiltrukket af det utøjlelige, festen og farverne og umiddelbarheden. Og skræmt af vanviddet og stofferne. Alt det med at elske hinanden og fred i verden lød så rigtigt. Senere lærte jeg også fællesmøder, basisgrupper og hash at kende.

Jeg læner mig derfor henrykt tilbage og overgiver mig ubetinget til fortællingen. Peter Øvig tager mig i hånden og tager mig med på rejse i et helt særligt kapitel af min Danmarkshistorie. Han afdækker det ene hjørne i historien efter det andet. Forfølger detaljer. Griber opmærksomt iagttagelser og sætter dem i sammenhæng, så de giver nye meninger. Iagttagelsen, at mennesker erindrer de samme situationer meget forskelligt sætter han i spil, så det i sig selv er med til at skabe fortællingen. Detaljer fra hippiernes fortællinger sættes ind i den store fortælling om 60’ernes og 70’ernes Danmark, så sammenhænge til Blekingegade-fortællingen folder sig ud som et mangefarvet kludetæppe. Og jeg lader mig flyde med ind i hippiernes fascinerende univers. Jeg møder Henning, Leif, Tømrer-Claus og alle de andre. Jeg møder bønderne fra Thisted og alle kvinderne. Jeg opdager elementer af kvindehistorien, som jeg ikke kendte. Eller havde glemt. Peter Øvigs detaljerigdom er medrivende. Fortælleteknikken kender vi fra Blekingegadebanden, men her er den løftet til et højere niveau. Jeg føler mig hvirvlet tilbage i tiden, og venter næsten åndeløst på at tænde iPod’en igen for næste blad i fortællingen. Kendte og ukendte navne fletter sig sammen med og sætter musikken, menneskene og begivenhederne ind i et meningsfuldt væv.

Og imens kan jeg selv fortælle mig ind i den store fortælling om den verden, jeg lever i.

Peter Øvig Knudsen kan ikke bare nedfælde ord, han kan også fortælle dem, så jeg næsten bliver tryllebundet. Han er en gudsbenådet historiefortæller. Hans ivrige jyske stemme lokker mig længere og længere ind, og Tømrer-Claus’ s baggrundslydtæppe fungerer godt. Kun ganske få gange bliver tonerne forstyrrende skingre. Resten af tiden vækker de slumrende erindringer dybt inde i min 13-årige bevidsthed. Små graciøse melodistumper understøtter erindringen om musik og kærlighed. Og ungdom. Men ingen ungdom uden skingerhed og ingen hippiehistorie uden mislyde. Det ved Tømrer-Claus.

Peter Øvig har begået et stykke vigtigt Danmarkshistorie til mine børn. Sammen med Øvigs historie kan jeg dele med dem, hvad vi også er kommet af. Lære dem om originalitet, nysgerrighed, eksperimenter og fri kærlighed. Og om køn og kvindekamp.

Jeg er efterladt i en stemning af håb for os allesammen. Det kan kun gå for langsomt med Hippie 2. Jeg må give Hippie 1 4½ hjerte. Jeg kan kun sige KØB DEN. Og den er fantastisk som lydbog. Læs mere her.