Jeg har været på journaliseringskursus. Og til jer, som ikke har et clue om, hvad det er…….stay happy! Vi, de offentlige skrivebordsriddere, skal gemme (journalisere) alle sager, dokumenter og mails i et system, hvor det altid er tilgængeligt og nemt at genfinde. God idé, sådan helt basic. Det er smart, at man altid kan finde sine ting og sager. Men tag nu mig. Jeg er sådan en uforbederlig anarkist. Mit kontor har altid lignet noget professorklon-agtigt. Med bøger og papir i bunker omkring mig. Nogen gange også på gulvet. Mellem billeder af børnene og billeder fra bjergene. Mellem løbetøj til tørre og stiletter til finere mødebrug. Jeg siger ikke, hvad mit hjem ligner. Og jeg bliver sådan en lille smule misundelig på dem, som kan det der med yndige pynteting på deres ordentlige skrivebord. JEG ER ET RODEHOVED.

Jeg lukkede øjnene fast i for de heftige bølger af Feng Shui og bolig-minimalisme. Ikke hos mig, vel? Der skal være plads til det hele; alle bøgerne; mapperne med artikler og notater fra studierne; alt krimskramset fra alle rejserne; alle de magaziner, jeg abonnerer på; maskerne; alle mine glas; mit bjergudstyr, klatreudstyr, soveposer, rygsække, løbetøj……. det hele. Jeg har stadig alle mine cd’er og dvd-film. Og i al hemmelighed har jeg også stadig mine LP’er gemt på loftet. Jeg nikkede heftigt, da nogen skrev en bog om at kysse sit kaos og glemme al den orden og minimalisme. Altså hos mig skal man se, at der leves. Og det kan man.

Men måske jeg alligevel skulle journalisere mit liv lidt. Måske ville jeg så undgå i fremtiden at stå en regnvåd morgen og vente frysende i halve timer på en togbus i mit svedige løbetøj? For så ville jeg selvfølgelig allerede i sidste uge have lappet min racercykel, når nu den anden er hos den seriøse cykeldoktor. Eller repareret min mountainbike, som står på hovedet i skuret. Måske ville jeg have husket det papir om noget pension, som jeg lod ligge, til jeg kom hjem fra Nepal. Måske ville jeg ikke have dræbt min radio ved at trykke på nogle umotiverede knapper på fjernbetjeningen. WTF – jeg slipper da for p3. Jeg ville vide, hvor min hårbørste er. Jeg ville aldrig bruge ti minutter på at lede efter nøgler hver morgen.

Jeg ville have sluppet for en løbetur fra arbejde, som min krop ikke syntes sig helt parat til. Det kønneste ved den løbetur var den musik, jeg helt undtagelsesvist løb med i ørerne. For at fjerne fokus fra den regn, der piskede ned, og den vind der kastede sig ret imod mig.

Problemet er bare, at hver gang jeg sætter et forsøg igang, bliver jeg overvældet. Handlingslammet. Jeg har prøvet at sætte mine cd’er i alfabetisk orden. Og det ser pænt ud. Men det varer kun kort, fordi jeg glemmer det, næste gang jeg sætter cd’er på plads. Jeg glemmer de systemer, som skal holde orden i mit liv. Og derfor ender jeg altid med at kysse mit kaos i stedet for.

Men sagerne. Sagerne på regionsgården, – de skal journaliseres. Og måske kan jeg så fjerne bare en lille bitte bunke fra skrivebordet?