Man kan sige meget om vejret for tiden. Og det gør de fleste. Men denne lørdag morgen i Mols Bjerge var betagende smuk. I den times tid mon løbetur varede. Derefter lignede det igen efterår.

Jeg elsker at løbe i Mols Bjerge, og selv om vi havde snakket og drukket vin til sent, mine forældre og jeg, vred jeg mig ud fra dynen og skruede mig ned i løbeskoene allerede klokken syv. Mols Bjerge er et af min barndoms landskaber. Her har jeg gået utallige ture, redet rundt på hest, cyklet og løbet gennem hele mit liv. Jeg har ikke helt fattet, at det nu er blevet nationalpark. Eller hvad det betyder. Ud over at der nu bliver passet på det. Jeg ved bare, at jeg SKAL derover, når jeg er i mine forældres sommerhus.

Der driver af minder af mest den gode slags. Mig selv seks år i fuldt firspring ned ad lange bakker. Mig selv med kæreste i hånd, mens vi henåndede over smukheden omkring os. Alle mine unger med jubelhyl. Hele familien koncentreret om kantareller i skovbunden på det hemmelige sted. På hesteryg i sprøde morgentimer. Vandreture med hemmelige overnatninger på hemmelige steder.

Og som i går, smukke stille morgener med klar luft og blå himmel i løbesko og bare arme. Med sådan en morgen kan verden bare komme an resten af dagen.