Virus fra helvede viste sig at være en bacille fra helvede. Som kunne kvæles af den rigtige medicin. Og nu er jeg forvandlet fra febermonster i fosterstilling til opretsiddende og feberfri. Stadig med en hoste som en gammel ryger og en kondition som en 150-årig.

Og så vil jeg gerne allerede nu bestille hjemmeservice til en næste gang. For mens jeg har ligget helt stille under dynen, har nullermændene haft kronede dage. De har formeret sig og vokset til gigantstørrelser. Der har sneget sig aviser ind i alle hjørner, og opvaskemaskinen stinker af død gnu. Der er ikke meget træningstøj at snurre en tur i vaskemaskinen, til gengæld er kurven fyldt med gennemsvedt febertøj. Jeg begynder at forstå hjem, der kan gå i forfald på en uge.

Mad er der ikke blevet lavet meget af den sidste uge. Rugbrød og havregryn har været fint. Hvor er Mick Schack, når man har brug for ham? Nå pyt, han ville givetvis have snakket for meget.

Jeg er blevet færdig med tredje bog af Murakami om 19Q4. Og nu står jeg i en slags litterært tomrum. Fordi det er svært at komme efter. Det er den mærkeligste og den bedste bog, jeg har læst meget, meget længe. Måske jeg bare skulle læse den igen? Jeg tager mig selv i at stirre længe og undersøgende på månen. Som Aomame og Tengo gør det i Tokyo i 19Q4. Nogen bøger går i sjælen. Og fylder så meget, at de kræver lidt tid til indre omsætning. Sådan lidt boglig stilhed.

I går gik jeg hele vejen hjem fra Frederiksberg. Fordi solen skinnede gennem blæsevejret. Og intet i verden har endnu overbevist mig om, at man bliver bedre rask af at sidde og glo på en indefimset sofa. Det var også godt at blive blæst igennem og mærke lidt sol på kinden. Men det varer lidt, før jeg løber samme tur. Eller…. Det bliver i hvert fald ikke i dag.

Om lidt dufter her af rent tøj, rene gulve og ren opvaskemaskine. Om lidt begynder jeg at forholde mig til verden igen.