En nybagt januar

Hvad laver man de første uger i januar? Udover at sidde og græmme sig over kontoudtogene fra banken. Man knokler som et bæst for at holde fast i løfter, man har givet sig selv for det nye år. Jeg gør i hvert fald. I år. Og hvordan går det? Det går faktisk ufatteligt godt. Også selvom klokken blev nærmest syv, før jeg var hjemme i går.  Fordi der bare var arbejde, der skulle være færdigt. Januar har det med at overfalde sådan nogen som mig med ting og sager, der har gæret i en lang juleferie.

Men jeg har strammet op på mit liv. Har så at sige generobret tøjlerne.

Jeg laver ordentlig mad. Jeg er gået så vidt, at jeg har forsøgsbagt et stenalderbrød a la Thomas Rohde. Og må modvilligt indrømme, at det smager herregodt. Jeg vil ikke udelukke, at jeg bager et nyt.

Jeg styrketræner. De er begyndt at hilse på mig igen i Fitness.dk, når jeg kommer. Jeg har haft dage, hvor armene nærmest nægtede at nå noget på de øverste hylder. Det var ikke helt rart at trække en stram trøje over hovedet. Jeg har med andre ord fortrængt mine armmuskler lidt for længe og er ved at finde dem igen.

Jeg er begyndt på yoga. Det har pludselig mindet mig om, hvor hårdt yoga er. Hvor svinetræt jeg bliver i alle muskler. Og hvordan hele mit kadaver går i rystelser, når jeg skal holde en stilling. Nu kan jeg mærke hele min krop.

Jeg laver planer med mine unger. Og en hel masse andre. Sådan at jeg får givet de kram, jeg skal af med. Kysset på de børn, der skal kysses. Og drillet dem, der trænger til det. Og at mit liv ikke kun er arbejde med sporadiske besøg af verden udenfor.

Og den bedste plan er, at jeg faktisk sover bedre om natten. Jeg vågner bedre og går tidligere i seng. Jeg har aflivet juleinfluenzaen og smutter tilfreds ud fra dynen om morgenen. Tidligt, som jeg egentlig bedst kan lide det.

Men der skal være balance i tingene. Så på fredag er der fest med høje hæle og nylonstrømper. Og rødvin, drinks og noget med at komme for sent i seng.

IMG_4052

Små og store ord til nytår

Man skal passe på med at lukke mig inde med mig selv i tre dage. Det giver plads til store tanker. Og når jeg tænker store tanker, sker der nemt ting og sager. Det her nytår er derfor officielt udnævnt til store nytårsforsæt.

Mens jeg har ligget og skumlet igennem febertågerne, fik jeg et gedigent los i røven. Når man ikke bare kan læne sig tilbage og koncentrere sig om influenza, må man høre efter. Pludselig fik jeg en klam fornemmelse af at have ladet livet løbe med mig. Når det sker, blafrer jeg i vinden, farer vild og kommer i den forkerte retning. Så er det, jeg sætter mig klynkende over et alt for travlt liv. Over alt det, jeg går glip af og alle dem, jeg ikke får set. Over rod og over kuldsejlede planer. Så er det, jeg hyler over alt det svære ved at have været syg og flytte livet fra Århus til København. Og at det er svært at få det rigtige greb om det hele.

HOLD.SÅ.MUND!

Dengang jeg blev skilt for 324 år siden, var jeg ludende fattig og alene med tre børn. Vi flyttede fra landidyl langt ude i skoven til Århus. Hvis det ikke var hændervridende trist, ved jeg ikke, hvad der er. Jeg havde ikke råd til nogetsomhelst, og husker helt klart hvordan jeg fik sammenbrud over en manglende gummistøvle. Jeg havde jo for fanden ikke råd til at købe en ny. Derfor blev jeg en hylende nejsiger. Nej, vi har ikke råd. Nej, det kan der ikke blive tid til. Nej, det kan ikke lade sig gøre. Indtil jeg en dag pludselig kunne høre ekkoet. Skulle mine tre yndlingsmennesker virkelig vokse op med det omkvæd i livet? Var det det, jeg havde drømt om? Vel var det ej. Jeg lavede en ny lov. Forbød mig selv at sige nej. Vi havde måske ikke råd, men så måtte jeg finde på noget andet. Derfor blev omkvædet komponeret om til noget ala: Det kan jeg virkelig godt forstå, at du gerne vil, kunne vi gøre dit og dat i stedet for? Det kan vi nemlig betale.

Det ændrede den triste historie om en fattig enlig moder til tre til en historie om en ny familie, der stod sammen og fandt på.

Jeg bliver forskrækket hvert år i december over det hul, der åbner sig under mig. Et hul der hænger sammen med rædslerne over at blive gennemstukket, få scannet mit indre og blive præsenteret en voldsom kræftdiagnose. Hvert år tror jeg, at jeg er kommet videre. At det ikke sker i år. Fordi jeg jo er så afklaret. Men pludselig åbner jorden sig, og jeg tumler ned i sort mørke. Det kan godt være, at bare skal være sådan. Men det fik mig alligevel mentalt op af stolen, da jeg lå der og grundede gennem febertågerne. Jeg var sådan lidt synd over alting. Så når historien nu ikke skal være, at livet løber med mig og sparker mig i forkerte retninger, må jeg jo tage dirigentstokken i hånden. Så det er mig, der bestemmer noget retning for det liv. Det er jo for fanden mig, der er direktøren. Så here comes, nytårsforsætter 2013:

Jeg vil ikke finde mig i at sove dårligt om natten længere. Jeg må finde ro med min krop igen. Derfor melder jeg mig til yoga en gang om ugen. Og så er jeg jo nødt til at tage tidligere hjem, ikke? Når jeg nu har betalt.

Når jeg nu ved, igennem mange år, at noget af det, der giver energi og glæde i hele mit system, er de eksklusive eventyr, ja så må jeg afsted. Jeg vil ud i verden. Jeg vil på eventyr. Ud og indånde noget bjergluft og gå til jeg bliver træt. Jeg vil jeg afsted med mig selv og min rygsæk. Jeg havde en lille plan med en pige, jeg mødte på kajakturen i sommer. Vi ville til Nepal på bjergbestigning. Desværre har hun fået arbejde, som hun ikke kan frigøres fra. Jeg vil ikke sidde her og hyle over, at drømmen om en ren kvindeekspedition ikke bliver til noget lige nu. Jeg tager afsted. Alligevel. Til Nepal eller Alperne. Det vil vise sig. Og, søde familie, jeg tager ikke alene på bjergbestigning, det lover jeg.

Jeg har et meget lidt slidt medlemskort til Fitness.dk liggende på reolen. Dumt, ikke? I det nye år bliver der fast træning af hele kroppen to gange om ugen Det gør der. Det bliver hårdt, og jeg må tage tidligere hjem for at nå det. Sådan er det.  Jamen hvis jeg vil gå 4-5 uger i bjergene, skal jeg bare være stærkere. Sådan er det. Basta. Og jeg gider ikke være slap.

Jeg nægter at være hende mormoren, som sidder og hyler over at være for lidt sammen med børnebørnene. Og selvom jeg hylder det spontane liv, så må jeg simpelthen sætte mig med mine døtre og lave planer. Bum.

Grebet af stemningen, besluttede jeg at starte det nye år med stil. I stedet for at sidde her og være ligeglad. Vel vil jeg ej. Jeg tager til nytårsfest med Michelle Hviid på Dock’en. Pissedyrt, but who cares. Store nytårsforsætter – stor nytårsaften. Og nej, jeg kender ingen. Jeg ved bare, at det er en singlefest med nogenlunde ligelig køns- og aldersfordeling. Med et brag af en middag, vin, boblevand og musik. Hvor jeg nok kommer til at gå en smule på kompromis med de høje hæle – og tage følgerne med oprejst pande. Så er det vel bare op til mig selv at have en sjov fest, ikke? Direktøren, I ved, har ansvaret.

Halløj der og velkommen – 2012

Fra femte sal på Amagerbrogade så det imponerende ud, det nye år. Fra tagterrassen højere oppe var det nærmest overvældende med raketterne spruttende om ørerne på os. Og mageløse øjeblikke at dele med de to standhaftige småpiger, der ikke havde givet efter for søvnen. Det ankom godt til os, 2012, efter et gastronomisk trylleri fra Amagerbrogades ubetvivlelige mesterkok. Det er en blessing af de store at have hele to af den slags i min familie. Fiskesuppe med jomfruhummer, perlehønebryst og lidt magisk oksekød med kartofler og skorzonérødder tilsat tryllesauce og en afslutning med chokoladetoppe med hindbærskum, is og chokolademousse – i et lille eksklusivt selskab med krudtuglebørn, som villevilleville være vågne til det der klokken tolv. Et sjældent nytår med dybe snakke, der blev ved flere timer efter, jeg havde annonceret min afgang. Derfor cyklede jeg klokken fem stille, glad og meget træt gennem et søvnigt Amager, hvor jeg stødte på piger og drenge, som sikkert har det slemt lige nu.

Nytårsforsæt? Mest af den slags, der er sådan lidt alment menneskelige, tror jeg. Jeg vil stadig og altid arbejde på at være et bedre menneske og gøre det, jeg nu kan for det fællesskab, jeg er en del af. Jeg vil elske mine børn og deres og tage de nye små mennesker i hånden og vise dem verden. Lære dem om noget af det, jeg ved. Jeg vil være der for mine forældre, når de har brug for det. Jeg vil være en bedre ven og sparke meget mere vennetid ind i 2012. Jeg vil tage mere på opdagelse i verden end sidste år.

Og til det mere håndgribelige – i listeform:

Få nu  hængt de billeder op. Nu bor jeg her for søren.

Vi skal finde en båd, mine unger og jeg, som kan ligge lige her udenfor min stue.

Jeg skal have sneget lidt flere penge ind på bankkontoen. Jeg må i gang med at skrive og holde nogle foredrag igen.

Jeg skal have fundet en løsning på det der vinduespudsning i fire meters højde. Alternativt må de der storme høre op. De pisker saltvand på ruderne.

Jeg skal tage mig tid til at løbe lidt flere lange ture.

Med sådan en bunke små bitte tanker for det næste år, tøffer det så stille i gang, som det sluttede. Uden store dramaer. Og jeg starter det med at lave – ikke en skid. Endnu engang – hav et forrygende og lykkebringende 2012. Pas godt på hinanden derude.