Det er svært at skrive ret meget. Mit sind er fyldt af Lene. Og jeg kan ikke skrive om Lene. Heller ikke om alle mine tanker om hende. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg ved, der sidder flere og tænker på hende, og jeg lover at skrive, når de nyheder, jeg ikke har lyst til at fortælle, kommer.

Indtil da – og forever after – “if you can’t be with the one you love, love the one you’re with” (Steven Stills). Find glæder, hvor du er. Gør hver dag en lille smule bedre for et andet menneske. Elsk dine mennesker og kram dem en ekstra gang.

Det prøvede jeg i en lang weekend før påsken. Lejede et stort sommerhus af en veninde, hvor hele min familie kunne rummes. Og så stuvede jeg dem allesammen sammen omkring masser af mad, vin, påskeæg, solskin og strand – langt, langt væk fra internettet.

De mindste mennesker fulgte påskeharens spor rundt i haven og spiste chokolade, til de bøvsede. De rodede med pinde i vand og fandt pæne sten på stranden. Som vi malede rundt om det store bord, til de sprang ud som mariehøner, påskekyllinger, katte og pangfarver. De spiste pandekager med Nutella og havregrød og nybagte boller. De segnede foran Ramasjang med dynerne pakket omkring sig og vågnede, når de ikke kunne sove mere.

De større mennesker spiste lammekølle og drak rødvin, til de bøvsede. Og så drak de lidt mere og snakkede, til de segnede. De spiste påskefrokost og drak øl og lavede amerikansk morgenbord. Med bacon og pandekager. De legede med de mindste, og dem, der ikke stod op når de små ikke kunne sove mere, sov til de vågnede.

Den, der var mig, løb lange ture langs stranden, rundt om en sø og gennem krat og blokmark. Mens jeg næsten voksede indeni af al den kærlighed omkring mig. Selvom jeg stadig hader at løbe i sand.

Nu er jeg hjemme. Mæt og glad og meget trist.