Tag Archives: patient empowermen

by - 4 kommentarer

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.

by - 9 kommentarer

Man må godt være lidt stolt, ik?

Når nu man har været med til at arrangere en konference. Som handler om et projekt, jeg er projektleder for. Og som folk så gerne ville med til, at der var en alenlang venteliste. Og hvor alle gerne ville bidrage med oplæg og sige kloge ord i en paneldebat. En arbejdsproces, som på en måde bare lige er begyndt.

Nej, jeg er ikke stolt på ‘se-mig-hvad-jeg-har-lavet’ måden. Jeg er bare så stolt af at være en del af det her arbejde. Jeg er stolt af at se det, jeg har drømt om, begynde at gro i sundhedsvæsenet. Og omkring sundhedsvæsenet. At mærke regioner ville det samme. At mærke regioner og patienter tage hinanden i hånden og invitere kommuner og praktiserende læger ind den lune stue. At private virksomheder og uddannelsesinstitutioner står klar og melder ind. Alle mine erfaringer fra årene som sygeplejerske, og alle mine erfaringer fra universitetet sammen med alle mine erfaringer som patient og som pårørende, når min mor eller far har været syge. De kommer allesammen i spil og går på en eller anden måde op i en højere enhed. Og det giver bare så skidemeget mening.

Jeg er stolt af at få lov til at arbejde sammen med så mange kloge og dedikerede mennesker. Og jeg bliver så kisteglad over alt det engagement, der bliver kastet på bordet. Hele tiden.

Det var bare det, jeg ville sige. Hvis I vil, kan I jo høre lidt på Harddisken.

by - 3 kommentarer

Eller måske er jeg bare en skide skruebrækker?

Livet i overhalingsbanen begynder at tære en smule i de indre kuglelejer. Forleden kapitulerede jeg allerede kvart i ni og kravlede under dynen. For at vågne ni timer senere. Med sovekammerøjne resten af dagen. I morges vågnede jeg med et sæt klokken fem, fordi jeg kom i tanker om en eller anden detalje til mandagens konference. Alle forsøg på at vride øjenlågene plads over øjnene mislykkedes, så jeg stod op og ordnede detaljen. Ja, faktisk startede jeg med at arbejde med det samme. Og her sidder jeg endnu. Og laver tastaturgymnastik og taler i telefon med en uendelig række af skuffede mennesker, som ikke fik plads til vores konference. Ind imellem forsøger jeg at lave research og læse rapporter til et andet projekt.

Måske er jeg i virkeligheden bare en skide skruebrækker? Som tager arbejde ud af hænderne på folk. Som rager alle de spændende opgaver til sig i bunkevis. Eller som begraver sig i arbejde af årsager, som den samlede psykologstand nok kunne få et og andet ud af. Er der noget galt i at sidde og glæde sig til juleferie i oktober, måske? Eller til weekender efter den 10. november? 10. november? Jo, for 10. november er Store Deadline Dag. For de første fire projektbeskrivelser. Den dag, jeg bilder mig ind, at jeg kan trække vejret helt ned i maven og marinere mig i rødvin. Eller skal jeg vente til 1. december med marineringen, hvor næste Store Deadline ligger?

Jamen hvad er så vigtigt, kan man spørge sig selv? En stille revolution i sundhedsvæsenet er det. Det handler om patient empowerment og telemedicin, og på mandag går vi i luften med en konference i Danske Regioner. Hvis man er nysgerrig, kommer der et tema i næste udsendelse af Harddisken på P1, og der kommer artikler i Computerworld og Ugeskrift for Læger. Og sikkert mange flere steder, hvor jeg ikke plejer at optræde. Vi har hyret et filmhold, som vil lave tre små film fra konferencen til Danske Regioners hjemmeside, så log på og nyd dem. Engang i næste uge. Og nyd tanken om, at det danske sundhedsvæsen står sammen om en lille revolution sammen med patienterne.

Til alle jer derude, jeg ikke får ringet til: Undskyld. Jeg vender frygteligt tilbage.