Eller måske er jeg bare en skide skruebrækker?

Livet i overhalingsbanen begynder at tære en smule i de indre kuglelejer. Forleden kapitulerede jeg allerede kvart i ni og kravlede under dynen. For at vågne ni timer senere. Med sovekammerøjne resten af dagen. I morges vågnede jeg med et sæt klokken fem, fordi jeg kom i tanker om en eller anden detalje til mandagens konference. Alle forsøg på at vride øjenlågene plads over øjnene mislykkedes, så jeg stod op og ordnede detaljen. Ja, faktisk startede jeg med at arbejde med det samme. Og her sidder jeg endnu. Og laver tastaturgymnastik og taler i telefon med en uendelig række af skuffede mennesker, som ikke fik plads til vores konference. Ind imellem forsøger jeg at lave research og læse rapporter til et andet projekt.

Måske er jeg i virkeligheden bare en skide skruebrækker? Som tager arbejde ud af hænderne på folk. Som rager alle de spændende opgaver til sig i bunkevis. Eller som begraver sig i arbejde af årsager, som den samlede psykologstand nok kunne få et og andet ud af. Er der noget galt i at sidde og glæde sig til juleferie i oktober, måske? Eller til weekender efter den 10. november? 10. november? Jo, for 10. november er Store Deadline Dag. For de første fire projektbeskrivelser. Den dag, jeg bilder mig ind, at jeg kan trække vejret helt ned i maven og marinere mig i rødvin. Eller skal jeg vente til 1. december med marineringen, hvor næste Store Deadline ligger?

Jamen hvad er så vigtigt, kan man spørge sig selv? En stille revolution i sundhedsvæsenet er det. Det handler om patient empowerment og telemedicin, og på mandag går vi i luften med en konference i Danske Regioner. Hvis man er nysgerrig, kommer der et tema i næste udsendelse af Harddisken på P1, og der kommer artikler i Computerworld og Ugeskrift for Læger. Og sikkert mange flere steder, hvor jeg ikke plejer at optræde. Vi har hyret et filmhold, som vil lave tre små film fra konferencen til Danske Regioners hjemmeside, så log på og nyd dem. Engang i næste uge. Og nyd tanken om, at det danske sundhedsvæsen står sammen om en lille revolution sammen med patienterne.

Til alle jer derude, jeg ikke får ringet til: Undskyld. Jeg vender frygteligt tilbage.