En dag i oktober

Jeg så hende stå foroverbøjet ved en reol længere fremme. Hun rakte mod den nederste hylde, hvor den billige vin i papkartoner stod. Da hun havde valgt to, rettede hun sig op og vendte ansigtet mod mig. Hun så ældre ud, end jeg troede. Eller måske bare meget brugt. Hærget af et liv. Håret havde farve som små mus og hang tjavset om hendes kinder. Det var mat, som om livet langsomt var ved at forlade det. Huden var grålig på den måde, hud kan blive det, hos mennesker der sjældent begiver sig ud i fri luft.

 

Det var hendes klæder, der havde fanget mit blik. Hendes slidte basketstøvler med snørebåndene løse til begge sider. Hun var iført, hvad der engang blev betegnet som joggingbukser. Løsthængende med elastik i livet og ved anklerne. Bukserne var mønstrede, men mange års slid havde kørt spor hen over dem, så hverken mønsteret eller farver længere stod klart. Men det var ikke det. Det var kimonoen. Eller morgenkåben. En blomstret morgenkåbe af nylon. Stoffet havde kvadratiske stikninger med hvid tråd, og de lavede spor på kryds og tværs med løse tråde, der slangede sig ud i kaotiske mønstre.

 

Hun rettede langsomt sine mørke øjne mod mig.  Alt ved hende var langsomt. Hendes blik strammede til, og hun så mig direkte i øjnene, inden hun vendte sig om for at gå mod kassen med sine vinkartoner. ’Hvad glor du på’, hvæsede hun. Mens hun på usikre ben bevægede sig langs reolerne. Kimonoen flagrede omkring hende, og på vejen lagde hun en usikker hånd på en hylde.

 

Jeg stod tilbage. Som en voyeur blev jeg ved at betragte hende. Lidt lammet af det armod, der strømmede fra hende. Hvor gammel mon hun var? Da jeg så nøjere på hende, virkede hun yngre end mig. Hvorfor stod hun der, en dag i oktober, i kimono, for at gribe to papkartoner med billig hvidvin?

4 thoughts on “En dag i oktober

  1. Det er så mange forskellige menneskeskæbner som vi ikke kan gennemskue. Blot konstatere, at de ligger langt fra vores eget liv.

    I Odense så jeg i dag en hjemløs ligge og sove op ad en trappesten på et stykke pap og med sine poser rundt om sig. Han havde en utændt smøg i hånden, som faldt ud af hånden i det vi gik forbi. Han var helt væk. Hvad har mon gjort, at han har det liv? Trist…

  2. Det er ikke helt nemt.
    På den ene side er det vel vigtigt at vi ser og prøver at forstå. På den anden side ønsker nogle af dem måske at være usynlige i situationen?
    Og hvad svarer man til det spørgsmål “Hvad glor du på”?
    Hvad kan man sige som er ligeværdigt?

    • Ingenting. Det er aldrig i orden at glo på folk. Man kan ikke give et godt svar. Kun stå lidt flovt tilbage og tænke lidt over verdens mangfoldighed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s