Når et kram ikke er nok

Cirka hver fjerde uge arbejder jeg frivilligt i klinikken for udokumenterede migranter. Folk, der opholder sig i landet uden de nødvendige dokumenter og tilladelser, har ikke ret til lægehjælp. Med mindre det drejer sig om noget akut og uafviseligt. Det kan være fødsler, ulykker, blindtarmsbetændelse og sådan nogle ting. Fejler de alt muligt andet, kan de komme i vores klinik, som er drevet af Røde Kors og frivillige læger, sygeplejersker, jordmødre, fysioterapeuter, tandlæger og andre forskellige sundhedspersoner.

I klinikken kommer alle slags mennesker. Strandede back packere, fyrede au pair piger, hjemløse, østeuropæere, flygtninge og andre, som falder udenfor de etablerede systemer. Man kan sige, at vi gør en indsats for, at der ikke findes døde mennesker i gaderne, og vi sparer det etablerede sundhedsvæsen for mange penge, ved at behandle sygdomme, inden de udvikler sig til noget akut. Og vi gør de mennesker en meget stor tjeneste ved at hjælpe dem med at tage hånd om deres helbred.

Jeg holder ret meget af det arbejde. Jeg lærer en masse hver eneste gang, og jeg bliver helt rørt over, hvor meget mennesker kan klare. Klinikken er næsten altid fyldt af glade patienter, som er enormt taknemmelige, og for det meste kan vi løse deres problem. Det kan være en sårrensning, antibiotika eller diabetes. Det kan være gamle krigsskader eller forstuvede ankler. Det kan også være druk og stoffer, der giver revne skind. Eller det kan være frostsår og lungebetændelser om vinteren. Vi ser mange gravide, som kan følge en svangrekontrol hos os, hvor vi holder øje med både kvinderne og børnene. Tandlægerne trækker rådne tænder ud og sætter fyldninger i andre. Kort sagt en myriade af mennesker og problemstillinger. Og jeg går altid glad hjem igen.

Eller, næsten altid. For selvom man er ung og lever i skjul for myndighederne, kan man godt blive alvorligt syg. Og det sker, at jeg møder nogen, som viser sig at være dødeligt syge på en måde, som det etablerede sundhedssystem ikke kan definere som akut. Altså noget man dør af, men ikke med det samme. Kræft, for eksempel. Og så står vi der. Med al vores viden og erfaring. Med kroppe, der er ved at sprænges af afmagt. Og vi ser på den unge kvinde, som ikke kan rejse ‘hjem’ og få behandling. For hun har hverken penge til flybillet eller hospitalsbehandling. Og vi kan kun åbne armene og give hende de længste kram. Og tilbyde medicin for smerterne. Hun har mennesker, der elsker hende. Og alting er nok i den sidste ende bedre end ‘hjemme’.

Jeg får en ubændig lyst til at lægge min arm om hendes skuldre og tage hende med til hospitalet. For hun er alt for ung til at dø.

IMG_6207

Approximately every four weeks, I volunteer in the clinic for undocumented migrants. People staying in the country without the necessary documents and permits are not entitled to medical care. Unless it’s something urgent and undeniable. It may be labour, accidents, appendicitis and stuff. For any other disorder, they can come to our clinic, which is run by the Red Cross and volunteer doctors, nurses, midwives, physiotherapists, dentists and other various health professionals.

All kinds of people come to the clinic. Stranded back packers, fired au pair girls, homeless people, Eastern Europeans, refugees and others who fall outside the established systems. One can say that we make every effort to ensure that there are no dead people in the streets, and we save the established health care system a lot of money by treating diseases before they develop into something acute and serious. And we are doing the people a great service by helping them take care of their health.

I care a lot about the work. I learn a lot every single time, and I get touched by how much a person can handle. The clinic is almost always full of happy, grateful patients, and most often we can solve their problem. It may be a wound cleansing, antibiotics or diabetes. It may be old war injuries or sprained ankles. It may also be drinking and drugs, providing crack skins. Or it may be frostbite and pneumonias in winter. We see many women who can follow a prenatal care with us, where we are watching both women and children. The dentists pull rotten teeth and put fillings in others. In short, a myriad of people and issues. And I always go home happy.

Or almost always. For even if you are young and live in hiding from the authorities, you can become seriously ill. And it happens, that I meet someone who turns out to be fatally ill in a way, that the established health system can not define as acute. So something you die from, but not immediately. Cancer, for example. And there we stand. With all our knowledge and experience. With bodies that are bursting with impotence. And we look at the young woman, who can not travel ‘home’ and get treatment. For she has neither the money for airfare or hospital treatment. And we can only open our arms and give her the longest hugs. And provide medicine for pain. She has people who love her. And everything is probably in the end better than ‘home’.

I get an uncontrollable urge to put my arm around her shoulders and take her to the hospital. For she is far too young to die.

Reality check point number one

Engang for 3000 år siden, da jeg var en gift kone, var min mand og jeg alene i byen i Cambridge. Vi var blevet lidt sjove og bimlede, som forældre bliver det, når de slippes løs alene. Pludselig pegede han på en lygtepæl og brød sammen af grin. – This is reality check point number one, hikstede han gennem grinehulk. Jeg gloede lettere målløs på ham og svansede over og kiggede på lygtepælen. Og det var det. Reality check point number one. Jamen det stod der altså, på et lille bitte  metalskilt midt på lygtepælen. Ham, min mand, var engang stødt på det tjekpunktet for virkeligheden midt i en rus af sjov tobak sammen med min svoger. Og nu stod vi der og tjekkede ind på virkeligheden.

Når nu jeg har tendenser til at tro, at verden drejer rundt om mig, er det godt at gå ud i den verden og tage et reality check. Bare for at lande på begge fødder og flytte fokus lidt fra min slidte navle.

Jeg gør det cirka en gang om måneden, finder mit reality check point number one. Når jeg træder ind i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter, som de officielt hedder. Her arbejder jeg sammen med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, tandlæger og en psykolog om lidt nødtørftig sundhedsfaglig hjælp til nogle af dem, ingen andre vil løfte en finger for. Dem der ikke har lov til at være her. Dem der lever her og der. Gemmer sig i små kolde lejligheder sammen med alt for mange andre. Dem som sover på bænkene, selvom det er frostvejr. Dem som gemmer sig, fordi de har deres familie, deres små børn her. Måske er det rigtigt, at de ikke må være her. Men vær helt sikre på, at sjovt har de det ikke.

Og det sætter ligesom mine små dagligdags problemer i relief. Alt omkring min familie ånder fred. Vi kan være sammen, når vi har lyst. Eller brug for hinanden. Vi kan lade hinanden være uden bekymring for, hvad der kan ske os. Vi vælter os ikke i penge,men vi har plads og varme og ly for vinteren. Vi kan elske uden risiko for andet end sårede hjerter. Vi kan sende vores børn i skole, og vi kan mene, hvad vi vil  om regering og politik. Vi kan endda skændes om det og alligevel sætte os sammen i bussen.

Jeg kørte hjem igen med bus nr. 10 på vejen hjem efter endnu en aften i sundhedsklinikken. Som åbenbart aldrig holder op med at overraske. Et andet virkelighedstjek viser mig nemlig, at der findes rigtig mange danskere, som er enormt hjælpsomme mod dem, der har brug for det. De hjælper dem bare sådan uden videre. Danskere er bedre end deres rygte.

Da jeg steg af bussen, mærkede jeg en hånd tage fat om min arm. En fyr, der kunne ligne en roma, så mig i øjnene. Du, her betaler man dyr husleje, ikke, sagde han, mens han slap min arm igen. Jeg steg af. Bussen fortsatte gennem det gamle Sydhavn til Brønshøj Torv.

Reality check point number two. Jo, her betaler man dyr husleje.