Reality check point number one

Engang for 3000 år siden, da jeg var en gift kone, var min mand og jeg alene i byen i Cambridge. Vi var blevet lidt sjove og bimlede, som forældre bliver det, når de slippes løs alene. Pludselig pegede han på en lygtepæl og brød sammen af grin. – This is reality check point number one, hikstede han gennem grinehulk. Jeg gloede lettere målløs på ham og svansede over og kiggede på lygtepælen. Og det var det. Reality check point number one. Jamen det stod der altså, på et lille bitte  metalskilt midt på lygtepælen. Ham, min mand, var engang stødt på det tjekpunktet for virkeligheden midt i en rus af sjov tobak sammen med min svoger. Og nu stod vi der og tjekkede ind på virkeligheden.

Når nu jeg har tendenser til at tro, at verden drejer rundt om mig, er det godt at gå ud i den verden og tage et reality check. Bare for at lande på begge fødder og flytte fokus lidt fra min slidte navle.

Jeg gør det cirka en gang om måneden, finder mit reality check point number one. Når jeg træder ind i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter, som de officielt hedder. Her arbejder jeg sammen med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, tandlæger og en psykolog om lidt nødtørftig sundhedsfaglig hjælp til nogle af dem, ingen andre vil løfte en finger for. Dem der ikke har lov til at være her. Dem der lever her og der. Gemmer sig i små kolde lejligheder sammen med alt for mange andre. Dem som sover på bænkene, selvom det er frostvejr. Dem som gemmer sig, fordi de har deres familie, deres små børn her. Måske er det rigtigt, at de ikke må være her. Men vær helt sikre på, at sjovt har de det ikke.

Og det sætter ligesom mine små dagligdags problemer i relief. Alt omkring min familie ånder fred. Vi kan være sammen, når vi har lyst. Eller brug for hinanden. Vi kan lade hinanden være uden bekymring for, hvad der kan ske os. Vi vælter os ikke i penge,men vi har plads og varme og ly for vinteren. Vi kan elske uden risiko for andet end sårede hjerter. Vi kan sende vores børn i skole, og vi kan mene, hvad vi vil  om regering og politik. Vi kan endda skændes om det og alligevel sætte os sammen i bussen.

Jeg kørte hjem igen med bus nr. 10 på vejen hjem efter endnu en aften i sundhedsklinikken. Som åbenbart aldrig holder op med at overraske. Et andet virkelighedstjek viser mig nemlig, at der findes rigtig mange danskere, som er enormt hjælpsomme mod dem, der har brug for det. De hjælper dem bare sådan uden videre. Danskere er bedre end deres rygte.

Da jeg steg af bussen, mærkede jeg en hånd tage fat om min arm. En fyr, der kunne ligne en roma, så mig i øjnene. Du, her betaler man dyr husleje, ikke, sagde han, mens han slap min arm igen. Jeg steg af. Bussen fortsatte gennem det gamle Sydhavn til Brønshøj Torv.

Reality check point number two. Jo, her betaler man dyr husleje.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s