Dybt at falde

Stille ferie morgen uden gæster. Tusser rundt og finder nye pladser til flere ting. Sætter mig på gulvet med ledninger og højtalerstik og stereoanlæg i en bunke omkring mig. Jeg har ikke gidet sætte det sammen, for højtalerne knasede så fælt de sidste par måneder. Men jeg giver det en chance, fordi jeg ikke har penge til nye. Jeg skruer løs og skruer fast. Forbinder det ene med det andet. Omhyggeligt. Og – oh wonder – det virker. Mit anlæg spiller. Næsten uden knas. Og jeg er pavestolt over næsten at have løst et problem midt i ferien. Fylder omgående rummet med musik og sætter mig nærmest lidt ekstatisk ved pc’en for at tage hul på en artikel.

Sceneskift:
Stadig sådan ret stolt inden i går jeg hen til SKAT’s kontor for at slå en klo i en skattekonsulent. Personligt fremmøde står der. En gruppe mennesker står i kø, og jeg stiller mig bag i. Jeg bliver venligt dirigeret ind i et venterum med et nummer i hånden. Når at læse nogle sider i min medbragte bog (man har vel vente-erfaringer fra diverse hospitalsambulatorier), så bimler mit nummer frem på skærmen. Jeg følger en labyrint af blå numre, til jeg kommer til et skrivebord med en lettere tørret kvinde, som taster på en computer. Du må lige vente et øjeblik, skræpper hun. Sådan lidt fornærmet, som om jeg har snydt i køen. Jeg sætter mig ned. Og venter. Og er pludselig ti år. Hun ser strengt på mig. Endelig kan jeg præsentere mit problem. Og jeg gør det virkelig helt venligt og åbent. Jeg forstår det ikke, siger jeg. Hun ser strengt på mig. Igen. Som om jeg har glemt at få seddel med hjemmefra. Med ansigtet fyldt af “går-du-ikke-snart-igen”-udtryk får vi alligevel fundet nogle forsvundne fradrag. Og jeg opgiver fuldstændig en længere opklaring af de sidste års skattemysterier. Får en latterlig trang til at fortælle hende, at jeg faktisk lige har fået mit stereoanlæg til at virke. Selv. Og at jeg har en studentereksamen. Og to universitetsuddannelser. Bare for at flashe et par kompetencer. Midt i min totale skatteinkompetence.

Og man kan så reflektere lidt over, hvad der får et voksent menneske til at regrediere så fuldstændigt i et ellers uskyldigt møde med S K A T.

Men I får mig ikke. Jeg klarer mig. Jeg har tacklet værre økonomiske blæsevejr end dette. Hmmm, det er vist også barnligt.

What’s up Honey…… øhhh SKAT?

Eller – The Never Ending Story

Jeg levede engang et relativt anonymt skatteliv. Jeg havde min faste indtægt, ejede ikke en skid og betalte pænt og nydeligt B-skat af honorarer for foredrag, workshops og skriverier. No big deal. Og jeg betalte faktisk helt uden brok og rejste børster. Jeg elsker, at vi kan give gratis lægehjælp og behandling til alle. Også de hjemløse. Og dem der lugter. Og dem der ingen familie har. Jeg elsker, at jeg kan gå på biblioteket eller Nationalmuseet, og at alle unger kan gå i skole og blive kloge. På skolemåden.

Så blev jeg syg, og min økonomi blev helt triviel. Jeg mener, helt uden foredrag eller nogen ekstra håndører. Det var helt okay. Jeg kunne alligevel ikke gå nogen steder og bruge penge. Skæbnen ville, at jeg netop var flyttet ind i en 1½ værelses lejlighed på samme hospital, som leverede kemoterapien. Talk about destiny…..

Men så blev jeg rask og fik et stort sponsorat til noget bjergbestigning for at hjælpe nogen med at se, at kræft ikke nødvendigvis behøvede at betyde død og tænders gnidsel. For alle. At man kunne rejse sig igen og bringe noget liv og optimisme ind i billedet. Men DET skulle jeg aldrig have gjort. Du mildeste moster. For SÅ var det, at SKAT spottede mig ud. Og indledte et forhold. Som på sin vis kunne betegnes som voldtægt. Serievoldtægt, nærmest. Man skal aldrig træde ved siden af gamle økonomiske vaner. For når SKAT først indleder en relation, er det for evigt. Nu får I simpelthen historien. Til skræk og advarsel.

Jeg og min kammerat Ole fik rigtig meget støtte til at lave den der ekspedition, som skulle gå til Tibet og et meget højt bjerg. Vi stiftede en forening til at modtage pengene efter råd fra banken, og alt skulle være i den skønneste orden. Foreningen fik sin egen bankkonto. Vi knoklede, trænede, forberedte os, gav interviews, holdt foredrag – og nå ja, arbejdede på fuld tid. Indtil vi fløj til Nepal i april 2008. Der var ikke meget, der gik som planlagt, men vi besteg en masse bjerge, og jeg fik egentlig vist det, jeg gerne ville. Og jeg fik vendt tilbage til til bjergene. Så kom vi tilbage til en masse presse og endnu flere foredrag, og alting var egentlig fint. Livet kunne tøffe videre i sin nye udgave.

Og det var der, at SKAT fik øje på mig. Igen og igen og igen. Måske kunne lidt undskyldes med kommunalreformen. SKAT var flyttet til Ringkøbing i Vestjylland eller sådan noget. Ingen kunne finde ud af noget. Jeg blev over de næste par år dømt til at betale mere end 100.000 kr til SKAT for det eventyr (oven i de to måneder uden løn, som det også kostede mig). Jeg klagede desperat og ankede og klagede igen. Jeg skrev med hjælp fra skattekyndige gutter i familien og kollegakredsen 12 siders argumentation for ikke at beskatte mig personligt for det. Og endte i et sammenfiltret net af skatte-sammenhold og en argumentation, som jeg fattede nada af. Jeg kunne ikke komme igennem. Ingen ville tale imod noget, en kollega engang havde sagt eller skrevet.

Jeg gav op. Jo, det gjorde jeg. Jeg var træt langt ind i sjælen. Tænkte, okay, det er sgu da bare penge. Ikke værd at få højt blodtryk eller stress over. Så jeg gav op.

Men det er endeløst. Hvert eneste år bliver jeg flået for 30-40.000 kroner. Ud over den almindelige skat på min indtægt. Det ville være til at forstå, hvis jeg virkelig tjente 100.000 ekstra på foredrag, ikke? Men det gør jeg ikke. Jeg tjener måske mellem 30.000 og 50.000 nogle år. Jeg forstår ikke regnestykket. Og ingen – jeg gentager ingen hos SKAT har villet sætte sig ned og forklare mig det. Er det SKAT eller mig, der skal have honorar for mine foredrag, kunne man tænke lidt over?

Nåmn nu har de fundet en helt ny strategi. I dag lærte jeg – på den direkte måde, at det ikke er rigtigt, hvad Helle Thorning siger. Skattelettelserne ER finansierede. Og jeg er med til at betale. Jeg håber inderligt, at nogen, som fortjener det, får glæde af de 2000 kroners fradrag, der er forsvundet fra min lønseddel. Og i mellemtiden går jeg på jagt efter fradrag. Den her finte havde jeg ikke set komme. Og den næste monsterregning er allerede på vej.

Jeg er stadig glad for vores skattefinansierede velfærd. Jeg vil gerne betale. Men jeg ville så gerne beholde lidt. Ellers går jeg sgu på efterløn.