Dybt at falde

Stille ferie morgen uden gæster. Tusser rundt og finder nye pladser til flere ting. Sætter mig på gulvet med ledninger og højtalerstik og stereoanlæg i en bunke omkring mig. Jeg har ikke gidet sætte det sammen, for højtalerne knasede så fælt de sidste par måneder. Men jeg giver det en chance, fordi jeg ikke har penge til nye. Jeg skruer løs og skruer fast. Forbinder det ene med det andet. Omhyggeligt. Og – oh wonder – det virker. Mit anlæg spiller. Næsten uden knas. Og jeg er pavestolt over næsten at have løst et problem midt i ferien. Fylder omgående rummet med musik og sætter mig nærmest lidt ekstatisk ved pc’en for at tage hul på en artikel.

Sceneskift:
Stadig sådan ret stolt inden i går jeg hen til SKAT’s kontor for at slå en klo i en skattekonsulent. Personligt fremmøde står der. En gruppe mennesker står i kø, og jeg stiller mig bag i. Jeg bliver venligt dirigeret ind i et venterum med et nummer i hånden. Når at læse nogle sider i min medbragte bog (man har vel vente-erfaringer fra diverse hospitalsambulatorier), så bimler mit nummer frem på skærmen. Jeg følger en labyrint af blå numre, til jeg kommer til et skrivebord med en lettere tørret kvinde, som taster på en computer. Du må lige vente et øjeblik, skræpper hun. Sådan lidt fornærmet, som om jeg har snydt i køen. Jeg sætter mig ned. Og venter. Og er pludselig ti år. Hun ser strengt på mig. Endelig kan jeg præsentere mit problem. Og jeg gør det virkelig helt venligt og åbent. Jeg forstår det ikke, siger jeg. Hun ser strengt på mig. Igen. Som om jeg har glemt at få seddel med hjemmefra. Med ansigtet fyldt af “går-du-ikke-snart-igen”-udtryk får vi alligevel fundet nogle forsvundne fradrag. Og jeg opgiver fuldstændig en længere opklaring af de sidste års skattemysterier. Får en latterlig trang til at fortælle hende, at jeg faktisk lige har fået mit stereoanlæg til at virke. Selv. Og at jeg har en studentereksamen. Og to universitetsuddannelser. Bare for at flashe et par kompetencer. Midt i min totale skatteinkompetence.

Og man kan så reflektere lidt over, hvad der får et voksent menneske til at regrediere så fuldstændigt i et ellers uskyldigt møde med S K A T.

Men I får mig ikke. Jeg klarer mig. Jeg har tacklet værre økonomiske blæsevejr end dette. Hmmm, det er vist også barnligt.

4 thoughts on “Dybt at falde

  1. Ja det er tankevækkende, men det er jo magtesløsheden i mødet med en mastodont som rammer dig. Samtidig har du netop mødt et menneske som ikke er sin magt bevist -eller endnu værre som nyder denne magt og udnytter den. Håber du trods alt får en afklaring af dine skatte problemer.

    Iøvrigt super at du fik klaret problemet med dine højtalere.

    Knus Gitte

  2. Åh jeg kan regrediere i flere andre situationer. Og jeg synes også, at det er SÅ betænkeligt. OG tænker meget om kommunikation, signaler og hvordan vi behandler hinanden, især når det er på ukendt grund. Som med dig hos SKAT. Helt ørligt… vi har sgu da rundet de 40, så er det da træls at føle sig som under 20. På de forkerte tidspunkter.
    Knus 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s