Nå, det var jo i dag, at jeg var faldet for smiger og havde meldt mig til Skodsborg Maraton. Udelukkende fordi Tracy havde skrevet, at hun savnede mig, og om jeg ikke ville komme og løbe med. Sværere er det ikke. At lokke med mig. Og at lave numre med min selverkendelse.

Det er cirka 3000 år siden, jeg sidst har løbet et maraton. Øj, så gammel ser du da ikke ud, sagde Niels’s søn Johan, som løb en omgang sammen med Jesper og mig. Okay måske er det 2999 år siden. Jeg skal altid overdrive. Og, ja – jeg forsøgte mig sidste år i København. Men måtte bukke under for pollenhelvedet og hidsige hosteanfald. Men faktisk blev det jo en slags debut i dag, fordi det er det første maraton, siden jeg var syg.

Lad mig bare sige, at jeg kom igennem. Det var ikke kønt. Og det var ikke min fortjeneste. Der var ingen wow-følelse eller hænder over hovedet. Der var sidestik, kvalme og udmattede ben. Og der var Jesper, som ufortrødent og næsten uden at klage scorede sin dårligste maraton-tid ever, og talte mig igennem det meste. Uden at kende min tid (jegvilikkevidedet – jegvilikkevidedet) scorede jeg vist min dårligste tid nogensinde.

Da jeg på et tidspunkt hvæsede, at jeg aldrig mere ville gå til fest inden et maraton, lød spørgsmålet – hvad af det vil du så holde op med. Og ja, DET er et af livets virkelig svære spørgsmål. Jeg vil sgu da det hele. Men kombi’en er ikke god. Jeg sad og spyttede i et glas vin hele aftenen, og kom aldrig rigtigt ind i kampen. Med en flok kvinder, som jeg i den grad kunne have givet den gas med. Det gør vi næste gang – jegloverdet!! Kom alligevel alt for sent hjem med et s-tog fyldt med møgfulde jyske Kessler-fans og lå først under dynen lidt før to. Hvorefter genboerne på den anden side af kanalen flyttede noget distorsionfest ind og åbnede dørene. Larmepolitiet er ret effektivt herude, og musikken blev hurtigt dæmpet. Men de var ikke de eneste, og det blev virkelig sent, før jeg fandt ind i noget søvn. Spild af fest og spild af maratonløb.

Løbet? Det var møghårdt. Der er pænt mange bakker, derude ved Skodsborg. Og det var varmt. Sagde jeg løb? På et tidspunkt var der meget mere gang end løb. Men igennem kom jeg.

Og så var det, at Jesper udtalte: Nu er du tilbage i gamet, så vi gør det bare igen. Hovhov – er jeg tilbage i noget game? Forsøgte jeg ikke bare at snige mig uset ind i et lille bitte maratonløb? Og blev opdaget?

Og Tracy? 32 uger gravid løb hun næsten hele løbet. Og det var dejligt at se hende igen. Det hele værd? Ja da. Gør jeg det igen? Sandsynligvis. Men festerne lægger jeg på andre dage – eller løbene. Den kombi er en dræber.