Mine ben hvæsede til morgen, da jeg steg på cyklen og beordrede dem til Frederiksberg Hospital, hvor jeg skulle aflevere ugens interviews til transskribering. Tankevækkende eftersom tiden for mit halvmaraton i går var meget langt fra prangende. Men det var måske alligevel en slags straf for at have arbejdet for meget og trænet for lidt de sidste to uger. Eller for at have trænet for langt for tæt på et løb? Men ved I hvad? Det var hamrende ligegyldigt. Det var den smukkeste efterårsdag i St. Dyrehave, og skoven var fuld af glade folk. Løbeturen var smuk og fyldt med efterårslys.

Anledningen var Skovmaren i Hillerød, hvor knapt et par tusinde mennesker samledes for at løbe 10 km, halvmaraton eller helmaraton. Jeg havde, som nogle vil vide, haft en indre debat med mig selv (og et par andre) om jeg skulle springe ud i en hel maraton. MEN. Så var det, at jeg blev spist af noget arbejde, som kastede sig ind og tacklede mine træningsplaner. Så det blev en halv. Ruten i St. Dyrehave er kuperet og slanger sig gennem skoven ad brede stier. Der er lidt trængsel de første fem km, og derfor er det fint at hygge sig igennem uden ambitioner om fantastiske resultater. Som en venlig gestus er målet lagt ved en lille bakke, der går ned. Så man kan ankomme med manér og en vis lettelse. I stedet for at kravle i mål. Eller ligne den der pukkelryggede skovsnegl, der krabbede sig op ad bakkerne.

21 km virkede urimeligt langt, men jeg småklukkede alligevel det meste af vejen. Mens jeg argumenterede med mig selv. Helle, hvor er det fint, at du løber under to timer, sagde jeg til mig selv, mens jeg vippede den røde djævel, der sad i nakken én. Fordi den blev ved med at gnække noget om, at det sgu da var en halv time langsommere end noget, jeg kunne have gjort tidligere. Den kan klappe i, kan den. Jeg gider ikke spilde god tid med at ærgre mig over noget, der var engang. Blev der sagt.

Men jeg havde også lige mødt Katrine, Karina og Kirsten. Karina kastede sig ud i den hele maraton og havde et superflot løb. Katrine, Kirsten og jeg stillede os helt tilfredse med den halve distance. Skovmaren er en fin anledning til at mødes med forskellige løbevenner.
Vi havde en frokost-date efter løbet. Med vintermad og rødvin og mine chokolade-makroner. Og det var rigtig sjovt og bekræftende at mødes med mine blogbekendtskaber. Det er jo hverken helt tilfældigt eller uden grund, at vi finder inspiration hos hinanden i cyberspace, viste det sig. Hvor var det fint at få rigtige mennesker på. 150g mandler (males fint), 100g mørk chokolade (males fint), 275g flormelis, 4 æggehvider. Pisk hviderne, bland resten sammen og vend i hviderne. Sæt makronerne på bageplade med teske og bag 10 minutter ved 180 grader. Creme: 100g mørk chokolade, 1 dl piskefløde. Fløden varmes til kogepunktet, rør chokoladen i, så den smelter. Afkøles og lægges mellem to makroner.

Og så fik jeg den sødeste overraskelse af Karina. For lang tid siden, så længe at jeg helt havde glemt det, havde Karina i en blogleg lovet mig en gave. Men Karina havde ikke glemt det og havde denne bog til mig: Fantastisk gave. Jeg blev SÅ glad og glæder mig virkelig til at læse den. Nina Rasmussen har været en stor inspiration for mig i det at rejse ud i verden alene. Mange, mange gange, når jeg har stået lidt mutters i et meget fremmed land, har jeg sendt Nina en kærlig tanke. Fordi hun har vovet det. Og fordi hun har delt sine erfaringer. Tak, Karina.