Der var engang en lille blog et sted i det store internet. Efter en hård sommer med både fest og farver og med utallige udfordringer blev den lille blog tyndere og tyndere. Den svandt langsomt ind, til den næsten ikke var til at få øje på. Til sidst sad den lidt bleg og farveløs og skuttede sig i sit hjørne af det uendelige cyberspace. Festen og farverne var som blæst væk, og bloggen sad som et depriveret barn, der helt havde opgivet at græde efter opmærksomhed.

En dag faldt blogbestyreren over den lille i hjørnet og kiggede bekymret på den. Den sad der ganske glemt og ensom. Blogbestyreren kløede sig i håret og vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med den lille.

Når sandheden skulle frem, havde hun undgået den. Alene synet af bloggens header var begyndt at give hende kvalme. Kvalme fordi kroppens bøjning over tastaturet skabte et rum, der var lidt for sårbart og alt for privat for en tyndhudet blogbestyrer.

Jamen, hviskede den lille blog, her er jo god plads til ord.

Det går ikke, sukkede blogbestyreren, jeg kan ikke bare slippe ord løs om det, der slider hud af.

Jamen, hviskede den lille blog ganske stille, jeg skal nok passe godt på dem. Og så kan du skrive om alt det andet? Om løbeture og kærlighed og efterår? Om bryllup og bøger og ferieplaner?

Det går ikke, sukkede blogbestyreren endnu dybere, jeg kan ikke finde ud af det. De andre ord står hele tiden i vejen.

Åh, jamrede den lille blog grådkvalt, har vi ikke kunnet noget sammen? Er det slut? Snart løber jeg ganske tom for ord.

Blogbestyreren så alvorligt på den lille. Og der kom noget varmt i hendes blik. Hun strøg den blidt over håret. Og så pludselig, hvor tynd og indsunket den var blevet.

Du har ret, sagde hun, vi to kan noget sammen. Vi må finde ud af det her. Du må have mere sul på kroppen igen. Du får nye ord i morgen. Måske skal jeg bare kaste en lille smule ud ad gangen. Måske kan vi snige os uden om alle de ord, der ikke skal slippes løs. Og trisse ud i verden sammen. Igen.