Jeg troede, jeg fik skrevet mig færdig om svømmedebatten. Men ak, alle der mener noget, kappes om at råbe højt om, hvordan pigesvømningen i Hovedstadens Svømmeklub er en trussel mod de danske værdier om ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Og hvordan pigesvømning vil forhindre pigerne i at blive integrerede i den ligeværdighed.

Lad os træde et skridt tilbage. Hæve os op i et højere perspektiv, og sammen kaste et blik på den måde debatten om køn har udfoldet sig i Danmark i de seneste måneder. Det må jo afspejle den aktuelle grad af ligeværdighed og ligestilling mellem kønnene. Ja?

For nogen tid siden stod en modig 15-årig og hendes mor frem og fortalte, hvordan pigen var blevet fotograferet nøgen og billedet delt og delt og delt igen på de sociale medier. Pigen havde været næsten lammet af angst og ydmygelse, indtil hun  trak vejret dybt ind og trådte frem. Det viste sig ikke at være ualmindeligt, og i den følgende debat kom det frem, at også ret små piger var ude for at blive fotograferet afklædte og få billederne delt og delt og stillet offentligt til skue. Det skete ikke sjældent, at en medsøster var fotograf, i f.eks. et omklædningsrum, og derefter delte billedet med drenge fra skolen. Det kunne bunde i hævn eller i ualmindelig chikane. Og det kunne ofte dreje sig om en genert pige, der måske ikke var helt stolt af sin krop.

Forleden skrev en 12-årig pige så et debatindlæg i Politiken med en opfordring til drengeforældre om at tale alvorligt med deres sønner om de her ting. For en ting er åbenbart billeder, drengene ser porno, synger om »hovedspring i en fisse«, og klapper pigerne i numsen, skriver hun. Dagen efter var Politiken nødt til at skrive sådan:

For pigen på 12 år var blevet svinet til. Af voksne danske mænd med solide danske kerneværdier om ligeværdighed og ligestilling.

I samme periode har der kørt en intens debat om voldtægt. Information lavede en lang temarække om virkelige voldtægtsoplevelser for at sætte spot på, at kvinden ikke er den ansvarlige. Der har været en hed debat ovenpå en sag, hvor tre unge mænd angiveligt blev frifundet for gruppevoldtægt af en ung pige, fordi hun ikke havde sagt fra, og heller ikke været bevidstløs. Uden at forholde mig til den omtalte sag, finder der generelt en stærk italesættelse sted af, at kvinder ofte ‘selv er ude om det’. Og spørgsmålet er, om voldtægt ikke rigtigt er voldtægt, når voldtægtsmændene ikke hører et tydeligt ‘nej’?

Lad os så forestille os at være en ny eller relativt ny familie i Danmark. Lad os et øjeblik glemme alt om muslimer, forkvaklede kønssyn, gammeldags traditioner og strenge dominerende fædre. Hvor betryggende mon det virker at sende sin datter ud i det danske samfund alene? Et samfund man som forældre måske også har lidt svært ved at forstå. Jeg ved godt, hvad jeg ville tænke. Og jeg er rimeligt glad over ikke længere at have døtre i den alder. Jeg har børnebørn, som jeg sender bekymrede tanker og forsøger at klæde så godt på til verden, som jeg nu kan. Jeg har jo lang erfaring med at begå mig i det danske samfund.

Der er alt for meget ‘tvang’, ‘straf’ og ‘gør-som-vi-siger-eller-skrid’ i den måde, vi taler om det her på. Der er løftede pegefingre og lukkede døre. Og det gælder næsten hele det politiske spektrum. Hvad blev der af ‘en fremstrakt hånd’? Eller hvad blev der af ‘skal vi hjælpe dig med at forstå’? I det mindste bør vi være helt sikre, når vi bruger den slags afklapsningsmetoder, vi åbenbart er udstrakt enige om. Vi bør være helt sikre på, at vi kan skelne mellem den forestilling om ligeværdighed og ligestilling, vi gerne vil have i vores bevidsthed – og den måde ligeværdighed og ligestilling lever i den faktiske virkelighed. For hvis den aktuelle debat i Danmark er udtryk for graden af ligeværdighed og ligestilling, så har vi et par nullermænd, der skal fejes grundigere ind under gulvtæppet, før vi begynder at vifte med belærende pegefingre. Eller vi skal følge 12-årige Selmas opfordring og se os selv dybt i øjnene.

Og så synes jeg, vi skal huske på, at idrætsforeninger er sat i verden for at få mennesker til at lave idræt. Det lykkes ret godt for Hovedstadens Svømmeklub. Og jeg synes, vi skal lytte, når de siger, at rigtig mange af de her piger går videre på andre svømmehold, og at en stor del bliver trænere. Og skal vi så trække vejret helt ned i maven, nyde det forår der endelig er braget frem og række en åben hånd frem?