Om onde ben og kloge spørgsmål

Det er ti år siden, jeg sidst har haft en løbeskade. Mindst. Og dengang var det fortjent. Fordi jeg hele tiden levede på kanten. Løb en milliard kilometer. Hurtigt. Stillede op i en tre millioner konkurrencer. Og blev jævnligt spottet med hovedet under armen. Hviledage fandtes ikke, og ugen skulle helst indeholde tre gange intervaltræning. Jeg løb om kap med hvemsomhelst nårsomhelst. Og så får man jo smæk. Men man har haft det sjovt.

De sidste fem år har jeg løbet mere adstadigt. Afdæmpet tempo og i langt mindre omfang. Løber sjældent intervaller og løber aldrig om kap. Med nogen. Fordi jeg altid taber. Så why now? Hvorfor i himlens navn skal jeg nu sidde her med ondt ben og minde om en sur cigar? Jeg hader at blive grounded sådan uden videre. Ja, måske har jeg løbet et par måneder i dårlige sko. Men det skulle jo ikke betyde så meget, når jeg ikke løber hverken stærkt eller langt. Vel? Og jeg HAR jo aflastet det ben og holdt (en lille) pause. Er jeg ved at blive gammel, siger du? Jamen det har jeg haft gang i længe. Det skulle ikke være accellereret for nylig.

Løbeturene er på stand by og cykelturene lige så, og jeg får hunger efter frisk luft. Det er fint nok med romaskinen i træningscenteret. Den er sjov nok, og det er fin vintertræning. Men frisk luft er der ikke meget af. Så det er godt, at min indre viking er groet frem. Og driver mig en tur i ishavet flere gange om ugen. Fordi det er sjovt.

Et ondt ben er ikke verdens ende. Det er tæt på, fordi jeg bliver eksplosiv på den dårlige måde, når jeg er afskåret fra mine daglige løbeture. Og det onde sul kan let vokse sig stort og komme til at trænge større ting til side.

Men så kom der en mail fra Anna. Som med sin kloge intuition bare vidste, at det var, hvad jeg havde brug for. Et link til en tale af en kvinde af den rette støbning. Hør selv. Tag dig et kvarters tid, tryk på linket nedenfor og spørg med Diana Nyad: What is it, that you are doing with this precious life of yours? Den skal høres til ende.

TED talk, Diana Nyad

Frysende mulerier

Blev lige fuldstændig overmandet af kulden, så alt frøs til. Træning, blog, cykling og alting. Og jeg har siddet og surmulet og følt mig fuldstændig snydt. Jeg troede for alvor, at vi slap. At vi i år slap nådigt med våd og mørk vinter, som allerede var på retur. Mit lille juleintermezzo i Lissabon sparkede optimismen i vejret med en dosis lys og solskin. Og nu er vandet i min kanal frosset til. Jeg så sågar et par kække fyre på skøjter bag Teglholmen. Med landfast veninde ganske vist, som hvinede noget om nerver.

Jeg har mulet hver eneste morgen, fordi bremsen på min cykel fryser, så jeg må lade den stå i kælderen. Allerede der har vejret tabt på point. Jeg kunne selvfølgelig ofre de der 800 bobs, det koster at få bremserne pustet igennem og fyldt op med olie. Men det gør man ikke på en cykel i terminalfasen. Heller ikke selvom den har levet et helt år længere end forventet. Den er døende. Så det bliver bus og s-tog og bus, mens jeg savner at suse afsted på cyklen.

Løbeskoene har stået til pynt i gangen siden søndag, fordi jeg har haft djævelsk ondt i det ene ben. Det har jeg haft længe, faktisk. Så min søster kikkede på mig med bekymret mine og sagde, jamen det ligner da slet ikke sig at have skader? Nej, og jeg har også ignoreret det ben med rasende energi i de sidste mange uger. Sammen med kulden blev jeg overmandet af noget fornuft og holdt pause. Til i dag. Hvor jeg løb morgentur i dybfryseren på Amager Fælled. Og måtte erkende, at det hverken gjorde mere eller mindre ondt. Og det gør det altså heller ikke hele tiden, må jeg lige skynde mig at sige. Årsagen? Jeg tror, jeg er fældet af min egen nærighed. Jeg har igennem lang tid købt mine løbesko fantastisk billigt i England. Næsten for godt til at være sandt. Og det har det så været. For godt til at være sandt. Jeg tror simpelthen ikke, de har været gode nok. Jeg har også lagt mærke til, at de slet ikke har holdt så længe, som løbesko plejer at gøre hos mig. Så jeg har grebet dybere i lommen og købt nye.

Det blev så ugen, hvor jeg endelig gjorde alvor af at melde mig i det lokale Fitness.dk og starte noget indendørstræning. Og, okay, det piftede lidt til humøret at ro seks rasende kilometer, mens en mand roede overfor mig i adstadigt tempo. Og kastede anerkendende blikke i min retning. Havde lige en stund glemt, at jeg faktisk synes, det er ret fedt at knokle igennem på en romaskine. Jeg kan godt lide vores afdeling af Fitness.dk. Det er et lille center, hvor der er, hvad der skal være. Der er sjældent mere end 20 mennesker i gang, og det passer mig fortrinligt. Til gengæld er her ret personligt, sagde gutten i receptionen, vi kender næsten alle gæsterne. Når det nu skal være, er det okay. Og det er fint at bruge noget af det her vintervejr på at bygge kroppen op. Til hvad jeg nu finder på, når det bliver sommer.

Verden kan vel kun være tilfreds med, at jeg har skånet den for at blogge min misfornøjelse ud i det åbne. Og nu kan jeg alligevel sætte mig tilbage med en god fornemmelse af at have arbejdet kroppen godt træt. Og vente på min veninde, som jeg har aftalt sushi og boblevand med. Inde i min lune stue, mens vi for en stund kan glemme alt om fimbulvinter udenfor.

20120204-184047.jpg