Jeg er ikke en fryselasagne. Jeg skriver helt åbent om indholdet i æsken her. Og jeg har ikke nogen hjemme at skælde ud på. Derfor bliver det her. Jeg skal bare af med det, så jeg kan holde fredag i fred og ro.

Jeg er stadig monstersnottet og postinfluenzaramt. Hvor længe kan det vare, spør jeg? Jeg havde en meget klar plan om at vise Hillerød baghjul, når mit møde kl 14 var slut. Sådan gik det ikke. Og mens min eftermiddag crashede, blev jeg enig med mig om at køre forbi et italiensk supermarked, der ligger lige på hjemvejen, når jeg står af ved Fisketorvet. Et dejligt sted at forkæle mig selv engang imellem. Men når man kommer med sure opstød, skal man jo ikke nævne navne.

Jeg fræsede ind i butikken lidt i seks og styrede målrettet mod delikatessen. Nummerdimsen var løbet tør for numre, så jeg stillede mig bare i den helt overskuelige kø. Her stod jeg ti tålmodige minutter og lod øjnene svælge i ravioli og italienske oste. Mens den unge ekspedient i samfulde ti minutter betjente samme kunde. Og så var det, han løftede blikket. Og sagde.

Forresten er vores nummerdims løbet tør for numre, og alle dem, der ikke har nået at få numre, bliver ikke betjent. Klokken er over seks, og vi har lukket.

Lige der mistede det italienske supermarked en ellers fast kunde. Hvad fanden – der er masser af italienske specialiteter andre steder i byen. Godt for dem, at dørene ikke var til at smække med.

Tak. Nu finder jeg så bare selv på et eller andet.

Og skal vi så ikke være enige om at holde kæft med mere hestekød i den næste uge? At små seks-årige drenge IKKE skal udvises til Thailand? At det IKKE er alle dem, der ingenting har, der er skyld i krisen? At Pistorius er en dum skid, selvom han kan løbe stærkt? Og at vinteren godt kan fucke af nu?

Det var vist det hele for nu. God weekend.

Og brug så lige lidt weekend på at støtte Twitterindsamlingen til Verdens Mødre gennem Folkekirkens Nødhjælp