Rapport fra en gulvspand

Nej, jeg kaster ikke op. Jeg føler mig bare som bunden af en gulvspand.

Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.

I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.

Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.

Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.

Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?